L' été dernier (2023)

Tematisk beslægtede film:

En affære (2018)

Dronningen (2019)

L'été dernier (2023)

Franske Catherine Breillat har altid formået at kradse i lakken og provokere med grænsesøgende film som Une vraie jeune fille (1976), 36 fillette (1988) og À ma soeur! (2001), så på mange måder lå en genindspilning af danske May el-Toukhys Dronningen (2019) lige til højrebenet.

Her får Breillat i hvert fald et udgangspunkt, der tør gå til – og også over – den moralske streg i det dramatiske kærlighedsforhold mellem en succesadvokat og hendes teenagestedsøn. I Breillats manuskript hedder advokaten Anne (Léa Drucker) og stedsønnen Théo (Samuel Kircher). Anne er ellers godt gift med den noget ældre Pierre (Olivier Rabourdin), og sammen har de adopteret to piger.

Men Anne falder for fristelsen, når Théo med sin utvetydigt seksuelle udstråling og tilsvarende naive forestillinger om kærlighed og sex, ikke er til stå for. De to giver den gas, mens Pierre er et par dage hjemmefra. Men da det ikke længere passer Anne at "kæreste" med Théo, viser hun sider af sig selv, der er både mørke og magtfuldkomne.

Breillats fortolkning af "Dronningen" er ikke en 1:1-gendigtning, selvom mange af scenerne og situationerne er taget direke fra Maren Louise Käehne og May el-Toukhys film. Mere end noget andet er Breillat interesseret i begæret, som det former sig i de potentielt set bundløse muligheder, der folder sig ud for Anne i mødet med den altid beredvillige Théo. Det er et lidt andet perspektiv end det, "Dronningen" fokuserer på, nemlig magtmisbrugets og magtfuldkommenheden – ja, magtliderligheden, for at være præcis.

Således er "L'été dernier" nok lidt mindre ætsende i sin centrale syre end "Dronningen", men omvendt tryllebinder Breillats fortællestil i en diminutiv elegance, der både går helt i flæsket på de implicerede i det betændte drama, men som også afholder sig helt fra underlægningsmusik eller andre ekstra krydrende elementer.

Nærbillederne af særligt Samuel Kirchers gudesmukke, statuariske krop vækker mindelser fra Viscontis klassiker Morte a Venezia (1971) – Breillats fokus er blot langt mere oprigtigt og usminket. Samspillet mellem Léa Drucker og Samuel Kircher er fænomenalt, ligesom Olivier Rabourdin flot gestalter den svære tredjepart, ægtemanden Pierre.