Borderline (1980)

    Et hold grænsebetjente er på sporet af en menneskesmugler, der netop har slået en betjent og en teenager ihjel.


    VIRIL GRÆNSE-ACTION

    Ed Harris debuterede her som 30-årig i en birolle som menneskesmugler med en fortid som soldat i Vietnamkrigen. Dét er en blandt relativt få detaljer, der er værd at fremhæve ved denne standard-Charles Bronson-actionfilm.

     

    Bronson er den ledende grænsebetjent Jeb Maynard, der sammen med kollegerne har rimelig godt styr på den amerikansk/mexicanske grænse. Men han bliver alligevel overrasket, da en af hans betjente findes myrdet i grøftekanten, side om side med en sydamerikansk teenagedreng. Heldigvis er Maynard i god kontakt med sin indre sporhund, og det leder ham i retning af det kartel, der gennem længere tid har smuglet mennesker over grænsen – i meget stor skala.

     

     

     

     

    "Borderline" er glimtvis flot fotograferet af selveste Tak Fujimoto (Badlands (1973), The Silence of the Lambs (1991), Philadelphia (1993)), men det er ikke en force, filmen er ret interesseret i at udnytte. I stedet er det de velkendte actiondumheder, der serveres på en perlerække og i sædvanlig sammebidt/udtryksløs Bronson-formidling.

    Bedst fungerer sporhundsspændingen, hvor Maynard systematisk går i detaljen for at komme tættere på gerningsmanden. Og så er der herligt mange af samtidens gode karakterskuespillere i alt fra helt små til mere vægtige biroller... uden at der dog er nogen, der får ret spændende rammer at udfolde sig i.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026