The Frighteners (1996)

Det kan godt være, newzealandske Peter Jackson hér bød på banebrydende computergenereret/teknisk gys, gru og komik. Men der er godt nok ikke meget effekt over effektmageriet – i hvert fald udebliver magien helt i en fortælling, der udelukkende er forelsket i sine egne nyskabelser.

Det er muligvis svagt pirrende, første gang der bydes op til "kropslige bevægelser, der kan træde ind gennem vægge", men så heller ikke mere. I det hele taget er følelsen af kvælning udtalt fra allerførste scene. Oceaner af sitrende lyde forsøger desperat at komme til orde bag Danny Elfmans konstant(!) tordnende underlægningsmusik, og Michael J. Fox basker uden gennemslagskraft mellem latterlige udtværede/slørede gespenster, som det ikke er den mindste smule muligt at føle sig ægget af.

Michael J. Fox indtager hovedrollen (karrierens sidste, før han satsede mere på hjemmenært tv... og familien) som den friskfyragtige "spøgelsesuddriver" Frank Bannister. Han har lidt ved et tilfælde erfaret, at han kan tale med de døde, men da en ond ånd kommer på banen, kan det vise sig, at Franks evner ikke rækker.

Mange fans betragter i dag "The Frighteners" som en kultklassiker, der var forud for sin tid – en blanding af horror, komedie og spøgelseseventyr, som ikke helt fandt sit publikum i 1996, men som siden har fået en trofast fanbase. Bemærk instruktør Peter Jacksons cameo som (humoristisk funderet) ekstrempiercet mand på gaden.