Jacob's Ladder (1990)

Ambitiøst og mentalt meget ubalanceret genreblandingsprodukt, der nok har sine forcer i skuespillet og den visuelle indramning, men som aldrig formår at samle de mange rum- og retningsskift troværdigt, andet end i korte sekvenser.

Familiefaren Jacob (Tim Robbins) har lig med i bagagen fra den hårde tid blandt soldaterkammeraterne i Vietnamkrigen. Tilmed har han mistet en søn på hjemmefronten, så sorger har Jacob nok af. Som om det ikke var nok, begynder han nu i stigende grad at se syner: Mærkelige væsener i undergrundsbanen og ubehagelige drømme, der får ham til at komme i tvivl, om han egentlig er død eller levende!

Det er indimellem tankevækkende, når Jacobs hjerne vrider ham rundt i kulissen, og hér gør Tim Robbins en habil figur i en vanskelig rolle. Men hvad filmen vil med sine tanke/fantasi/virkelighedseksperimenter er meget mudret, og den megen roden rundt i følelsesmæssigt ingenmandsland tipper reelt ret tidligt filmoplevelsen ud over kanten.

De visuelle rammer er elegante, så længe virkeligheden hersker (eller er det hele et fatamorgana?). "Jacob's Ladder" fremhæves som en af de mest visuelt og tematisk indflydelsesrige psykologiske gysere, der nogensinde er skabt – i sit febrilske grænseland mellem virkelighed, paranoia, hallucinationer og efterlivet.

Men de influerende roser er ikke meget værd, når du sidder tilbage med en følelse af at være lemlæstet af både billede og lyd – særligt udtalt, ligeså snart Jacob har et "anfald": Nu er der hyperknald på de "blinkende lygter" og den medfølgende alt for kvælende Maurice Jarre-underlægningsmusik, der tilmed toppes af malplacerede popsange.

Bedst på rollelisten er Danny Aiello som den smilende kiropraktor Louis, ligesom Pruitt Taylor Vince bedre end nogen anden på rollelisten formår at bringe de trængte følelser troværdigt frem på vædede kinder.