Stravinsky: Once at a Border... (1982)
Igor Stravinskij var radikal i sin musik, men også som menneske. I dag regnes han blandt det 20. århundredes betydeligste komponister.
»LILLE MAND – STOR MUSIK«
Det er på mange måder et under, at komponisten Igor Stravinskij næsten levede, til han var 90 år gammel. Helt fra barndomsårene var han svagelig, hvilket var medvirkende til, at han aldrig voksede sig højere end 160 cm. Men han var en kæmper og viste tidligt tegn på en betydelig musikalsk begavelse.
Tony Palmers helaftensdokumentarfilm om den store og betydningsfulde russiske komponist blev skabt til tv og går yderst grundigt til værks i sit portræt. Med den dynamiske og særegent pligtsmilende Stravinskij selv som "vært". Komponistens egen gebrokkent engelsktalende stemme leder os igennem opvæksten, de store kompositioner og livets udfordringer på tværs af krige og kontinenter. Og vi ser ham også i mange skønne sammenhænge, ikke mindst som dirigent.
Imens præsenteres lange uddrag fra musikken: Særligt balletterne, men siden også den (endnu) mere eksperimenterende musik, hvor Stravinskij bl.a. legede med den nye "opdagelse", 12-tone-teknikken.
Indslagene med dans, sang, orkester- og kammermusikere er selvsagt væsentlige for forståelsen af komponistens væsen, men er også indimellem lige i den lange ende. Der kunne snildt have været skåret en lille time af dokumentaren, uden at væsentligheden og dynamikken havde lidt megen skade.
Omvendt bygger langsommeligheden og grundigheden op til en intensitet, der gør afskeden med komponisten så meget desto mere tankevækkende, når vi når hen over de +150 minutter.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1982, Storbritannien, Dokumentar, Biografi, Musik, Tv-film, Historie, 166 min.
Dansk titel: Stravinsky: Once at a Border...- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation