Asteroid City (2023)

Hvis der findes et himmerige i pastelfarver, må det være dekoreret af Wes Anderson. I hvert fald er den helt særlige æstetik instruktørens uomtvistelige varemærke. Således også i "Asteroid City", der samtidig nok engang sætter en skæv og bittersød handling med (über-)komiske overtoner i svingninger.

Hverdagen i perspektiv

En sørgende forfatter og hans børn strander i en udkantsørkenflække. Ikke meget er hér, hvad det giver sig ud for at være. Og det bliver ikke mindre mystisk, da et rumskib(!) pludselig gør sin entré og sætter hverdagen yderligere i "perspektiv", som om der ikke var nok, der var aparte og mystisk i forvejen...

Kinderne blusser

(Bi-)rollelisten er spækket nærmest endeløst med kendte navne, mens ørken- og tidsbilledeæstetikken blusser som kinderne på den generte teenager Woodrow (Jake Ryan). Og når personerne i handlingen åbner munden, vælter det som regel ud med (speedsnakkende) replikker, der skal serveres så outreret hurtigt, at indstuderingen synes at være vigtigere end formålet med de mange ord.

Kreativt og opfindsomt, men...

Det er alt sammen vældigt kreativt og opfindsomt, men stort set det hele glider alligevel noget af på Wes' nanobehandlede overfladefortælling, der hurtigere end lynet forsvinder som en lille plet i horisonten (og hermed fra hukommelsen.)