På fremmed mark (2000)

    En ung frivillig i FNs fredsstyrke i Bosnien fascineres af sin befalende, men kommer i svære vanskeligheder.


    SEMI-KRIGSDRAMATIK

    Aage Rais' gedigne krigsthriller "På fremmed mark" kommer pænt fra start, men trækker sig selv længere og længere ned i dyndet. Det sker alt for ofte, at en scene midt i superheftig dramatik forekommer uvedkommende og savner spænding.

    Påtaget machostil
    Den fredelige bondeknægt Jacob (Pelle Hvenegaard) har meldt sig til FN’s fredsstyrker i Bosnien. Han fascineres af sin overbefalende Holm (Nikolaj Coster-Waldau), der fører sig frem med mere eller mindre påtaget machostil.

     

    Øvelser i marken

    Da Jacob får en kort orlov fra jobbet, overtales han til at deltage i Holms "lille overlevelsestur" – en slags "øvelse i marken". Jacob er et stykke tid om at opdage, hvad Holm egentlig er ude på. Sammen med en lille flok betalende udlændinge nærmer Jacob og Holm sig en afsides beliggende landsby.

    Total frustration
    Nu skal gæsterne have lov til at plaffe løs på de sagesløse indbyggere. Jacob tror ikke sine egne øjne og trækker sig tilbage i total frustration, ude af stand til at handle. "Øvelsen" går ikke helt så glat som forventet, og snart er Holm og hans hårdhudede stab jaget på fremmed mark. Og dét kommer til at koste...

    I ingenmandsland
    Ideen er god, og havde der været lidt mere effektiv snor i mulighederne, kunne den have fungeret flot. Desværre havner meget af spændingen i ingenmandsland, den bliver ikke helt slående nok. Enkelte scener skiller sig dog ud og byder på skarp intensitet, scener der vil huskes.

    Slår ikke gnister
    Spillet mellem Coster Waldau og Pelle Hvenegaard slår ikke rigtigt gnister, som det burde. Pelle Hvenegaard er tilbage foran kameraet efter 13 års fravær siden Pelle Erobreren (1987). Det er muligt at genkende en smule af hans charmerende spil, og det fortjener at folde sig ud i bedre film.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025