Prinsesse for en dag (1962)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

Den gale dansker (1969)

Uudnyttet potentiale: Finn Henriksens 1960'er-fabel har det hele: En smuk, ung og tilmed musikalsk hovedrolledebutant, et par dygtige filmfotografer – og et plot med swing i. Men bag de flotte sort/hvide billeder og de underlivsvuggende musikindspark gemmer der sig en lystspilskerne helt uden musik i livet.

Alle tiders hotte hit

En meget køn ung Gitte Hænning blev kørt i stilling som nyt musikalsk hovedrollepotentiale – som teenageren Maj, der meget gerne vil ind i teater- og musicalbranchen. Hendes klassekammerat Ole (Steen Flensmark) har skrevet alle tiders hotte hit, og det vil Maj nu forsøge at servere for branchens spidser.

En mur af arrogance

Men den unge kvinde bliver mødt af en mur af arrogance og "lille veninde"-nedladene kommentarer, lige indtil en gylden chance byder sig: Majs lillesøster, der har vundet teatrets "Prinsesse for en dag"-konkurrence i et ugeblad, har lagt sig syg. Så nu klæder Maj sig ud som 11-årig(!) og kan endelig komme bag kulisserne...

Filmen knækker

Hér knækker filmen for alvor, og det folkeligt ligegyldige tager over. Det er ikke engang i nærheden af at være hverken morsomt eller opfindsomt at iklæde en 18-årig en lille brille, så hun kan "lege" 11-årig, men selvfølgelig falder hele den etablerede teaterverden for det billige trick.

Unødvendig klods om benet

Finn Henriksens manus er altså en (unødvendig) klods om benet på det potentielt letløbende, og det bliver i stedet ved de små gyldne øjeblikke i løbet af den halvanden times overbevisende æstetiserede filmoplevelse.

Tåbelige turtelduer

Ingen af de mindre roller har meget gods i sig. Sjovest er Mogens Brandts temperamentsfulde teaterinstruktør, og Paul Hagens redaktør Peter er en behageligt afdæmpet rolle for ballademageren. Til gengæld er Frits Helmuth og Malene Schwartz et virkelig tåbeligt skrevet turteldue-par – med jalousi centreret om den 11-årige, eller er hun 18?

En tredjedel fyld

Sammenlagt rummer næsten en tredjedel af filmen fyldstof i form af "teaternumre", der i øvrigt intet har med filmens handling at gøre: The Four Jacks giver et par numre, og Otto Brandenburg giver et nummer (med dansere). Passabelt koregraferet, men helt igennem rendyrket fyld (selvom de indledende credits gør meget ud af at slå "Show-scenerne" op med talrige filmfolk).

Megahit på succeskurs

Og så er der selvfølgelig mega-hittet "1-2-3-4-5-6-7-8 og 9", et vældigt jazzet og oplagt Hænning'sk shownummer, der har en hård fødsel, før det endelig kan strømme med succes. Ib Glindemanns originalmusik spiller ofte op til hittets stil.