Jeg er sgu min egen (1967)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

Jeg er sgu min egen (1967)

Den gale dansker (1969)

Blandt den relativt linde strøm af danske 1960'er-musicals stikker "Jeg er sgu min egen" ud som en af de mere utraditionelle af slagsen – ganske enkelt fordi, Klaus Rifbjergs manuskript er præget af særegen vid, bid... og ikke så lidt "syre".

På egne ben...

23-årige Daimi spiller "pigehjemspigen" Annie Jensen, der er en trodsig og næsebensstærk ung kvinde, der dog ikke mødes med åbne arme af samfundet. Da hun skal prøve at stå på egne ben, bliver hun (for)fulgt af sin emsige tilsynsværge (Ove Sprogøe), der hele tiden stiller krav, som Annie ikke har lyst til at efterkomme.

Lillepiget charme

Samtidig er den djærve Annie genstand for flere mandlige herrer, der ikke kan stå for hendes (lille)pigede – i både stil og smil – charme. Det betyder bl.a., at den storsyngende og dame/pigeglade plejefar Albert Hyldersen (Poul Bundgaard) bliver lidt vel rigeligt nærgående. Og senere byder rigmanden Christian Holgersen (Peter Steen) sig til – begge d'herrer hér står i øvrigt for filmens bedste præstationer: Bundgaard med velkendt manisk overfriskhed, Steen med betuttet/nuttet charme.

Fyldscener

"Jeg er sgu min egen" er virkelig stopfyldt med musicalindslag, som regel med Daimi i diverse storbyrammer. Langt mere medrivende bliver sangen og dansen dog, når blandt andre duoen Bundgaard/Sprogøe giver den hele armen. Men fælles for mange af indslagene er dog, at de opleves som lidt for lange i spyttet: Lad os nu få mere af den sprødt kulørte "tale-handling!"

Veloplagt farcekomedie

Der er nemlig gods i situationerne (fx familierødgrødsscenen med Albert Hyldersen for bordenden) til at forme meget mere usandsynligt veloplagt farcekomedie. Det er i filmens mange eksempler på dette glade vanvid, at Ballings iscenesættelse sveder allerflest tændrør.

Outrerede detaljer

Karl Stegger har en skøn (fugleperspektivsfilmet) birolle som indigneret tjener. Ove Sprogøe er meget tæt på at ramme helt rigtigt i sit portræt af den maniske værge, men han belemres desværre af lidt for mange outrerede detaljer i sit udtryk og sine replikker.

Musik og musical

Selvsagt er Bent Fabricius-Bjerres musik af stor vigtighed for at køre denne musical troværdigt i mål – og flere af sangene er da også blevet søde evergreenørehængere. I øvrigt byder handlingen også på et andet element af musik, idet Annie undervejs forelsker sig i rockmusikeren Anders (Bjarne Cæsar Rasmussen).