Den gale dansker (1969)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

Jeg er sgu min egen (1967)

Den gale dansker (1969)

Tre år før floppet Lenin, din gavtyv (1972) lykkedes dansk films ukronede farveladedronning Kirsten Stenbæk hér langt bedre med den 1. verdenskrigs-indrammede farce "Den gale dansker". For selvom filmen er både geleagtigt duvende, komplet ustruktureret og særdeles manieret, står den alligevel som en ret så fascinerende og fatalt anderledes dansk affære fra sent i 1960'erne.

Rasmus Hansen (Peter Steen) er lidt af en spradebasse, der bliver skilt fra sin hjertenskære, den franske sangerinde Christine (Judy Gringer), af 1. verdenskrig. Så da krigen er ved at ebbe ud, må han i arbejdstøjet for at få hende generobret.

Det hele er egentlig bare gakket filmisk galskab, men alligevel pænt hævet over lavmålsfilm som Stenbæks egen "Lenin"-film og lignende danske æggehørmere. Hævet, mestendels fordi den simple 1910'er-koreografi og -scenografi fungerer ret fint som bagtæppe for den springende stil, der blandt andet har (behageligt korte) indslag af musicalnumre (ofte sunget på engelsk). Mest vellykket i dén henseende er en tysk soldats (Otto Brandenburg) softjazzede, melankolske soldatersang "Lorelei", sunget kind mod kind opad Rasmus Hansen på en rå baggrund af postapokalypse. Brandenburg er her for en stund en sværmerisk dansk Frank Sinatra, der formidler de yderst simple toner, så enhver flødebolle strutter!

Carsten Behrendt-Poulsens fotografering bidrager med uhyre meget atmosfære til et pænt og doseret tidsbillede, hvor produktionsdesignet aldrig kammer over i det prætentiøse, og hvor lyssætningen er vellykket.

Flere i birollegalleriet er anstrengende, for nu at sige det pænt. Selvsagt i nogen grad hæmmet af (det ikke-eksisterende) manus, hvor gak går over mening, og hvor volapyk trumfer konsonanter og vokaler. Judy Gringer kæmper fx forgæves for at vriste sig fri af Christine-rollens nonsens.