Den gale dansker (1969)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

Den gale dansker (1969)

Tre år før floppet Lenin, din gavtyv (1972) lykkedes dansk films ukronede farveladedronning Kirsten Stenbæk hér langt bedre med den 1. verdenskrigs-indrammede farce "Den gale dansker".

Geleagtigt duvende

For selvom filmen er både geleagtigt duvende, komplet ustruktureret og særdeles manieret, stod den alligevel som en ret så fascinerende og fatalt anderledes dansk affære sent i 1960'erne.

Lidt af en spradebasse

Rasmus Hansen (Peter Steen) er lidt af en spradebasse, der bliver skilt fra sin hjertenskære, den franske sangerinde Christine (Judy Gringer), af 1. verdenskrig. Så da krigen er ved at ebbe ud, må han i arbejdstøjet for at få hende generobret.

Gakket filmisk galskab

Det hele er egentlig bare gakket filmisk galskab, men alligevel pænt hævet over lavmålsfilm som Stenbæks egen "Lenin"-film og lignende danske æggehørmere. Hævet, mestendels fordi den simple 1910'er-koreografi og -scenografi fungerer ret fint som bagtæppe for den æteriske, springende stil, der bl.a. har (behageligt korte) indslag af musicalnumre (ofte sunget på engelsk).

Flødebollerne strutter

Mest vellykket i dén henseende er en tysk soldats (Otto Brandenburgs) softjazzede, melankolske soldatersang "Lorelei", sunget kind mod kind opad Rasmus Hansen på en rå baggrund af postapokalypse. Brandenburg er hér for en stund en sværmerisk dansk Frank Sinatra, der formidler de yderst simple toner, så enhver flødebolle strutter!

Atmosfæremættet fotografering

Carsten Behrendt-Poulsens fotografering bidrager med uhyre meget atmosfære til et pænt og doseret tidsbillede, hvor produktionsdesignet aldrig kammer over i det prætentiøse, og hvor lyssætningen er vellykket.

Gak går over mening

Flere i birollegalleriet er anstrengende, for nu at sige det pænt. Selvsagt i nogen grad hæmmet af (det ikke-eksisterende) manus, hvor gak går over mening, og hvor volapyk trumfer konsonanter og vokaler. Judy Gringer kæmper fx forgæves for at vriste sig fri af Christine-rollens nonsens.