The Man Without a Face (1993)

    En modig dreng opsøger områdets mystiske mand, der viser sig at være villig til at give drengen specialundervisning.


    DET GEMTE ANSIGT

    Mel Gibsons debut som instruktør er mere end habil, samtidig med at han selv leverer en pragtpræstation i en af hovedrollerne. Filmen er både rørende og vedkommende, baseret på en roman af Isabelle Holland.

    Stærk drengeskuespiller
    Det mest enestående ved filmen er dog barneskuespilleren Nick Stahl, der er helt vidunderlig. Dette er hans debutrolle, og han udgør i sig selv en kilde til filmens succes.
     

    Trist og tilbagetrukket

    Mel Gibson ses i en af karrierens velsagtens allerbedre roller – meget trist og tilbagetrukket, splittet og sky, men også sympatisk. Han bor helt alene i et stort hus ved vandet, og alle i landsbyen ser på ham som en trold, især på grund af hans ansigt, der er halvt brændt væk i den ene side.

    Hemmelighedsfuldhed
    Da drengen Charles E. 'Chuck' Norstadt (Nick Stahl) første gang ser den skamferede McLeod på tæt hold, bliver han forskrækket, men han er en modig dreng, der alligevel gerne vil ind på livet af den hemmelighedsfulde mand.

     

    Uventet lektiehjælp

    Chuck bor i et ret lille hus omgivet af tre kvinder: En mor og to halvsøstre, mens hans far er død. Han begynder at få hjælp til sine lektier af McLeod i det store hus ved vandet. McLeod er tidligere lærer.
     

    Venskabet må stoppe

    Efter et stykke tid erfarer Chuck, at McLeods forbrænding skyldes en bilulykke, hvori en dreng omkom. Chuck har ikke fortalt derhjemme, at han mødes med McLeod, men snart siver det ud, og nærbetjenten sørger for, at deres venskab må stoppe. For man har McLeod mistænkt for at have mishandlet den omkomne dreng, der også var hans elev. McLeod må aldrig se Chuck mere...

    Bygger på kendte temaer
    Historien er meget smuk, men bliver sommetider desværre også en anelse for amerikana-vammel. Det er dog heldigvis ikke nok til at ødelægge det hele, men det generer i perioder. I bund og grund er der ikke meget nytænkende over filmen, der bygger på kendte temaer.
     

    En farfigur

    En dreng, der søger en farfigur og finder ham i en afvigende og generelt uelsket person. Men der tænkes ikke for meget undervejs over, at temaet er genkendeligt, for filmen er gennemarbejdet og medrivende.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1993, USA, Drama, Børn på film, Coming of Age, Psykologisk drama, Biler på film, Bjerge på film, 105 min.

    Dansk titel: Manden uden ansigt
    Instr: Mel Gibson Prod: Bruce Davey Manus: Malcolm MacRury Baseret på: roman af Isabelle Holland Foto: Donald M. McAlpine Klip: Tony Gibbs Mus: James Horner