Lenin, din gavtyv (1972)

Hvis der overhovedet kan tales om en "handling" i Kirsten Stenbæks absurde farce "Lenin, din gavtyv", tager historien sit udgangspunkt i Lenins (Peter Steen) rejse i 1917 med plomberet tog fra Zürich til Sankt Petersborg. Revolutionsteoretikeren må igennem talrige skøre forviklinger, inden han kan nå hjem og starte sin Oktoberrevolution.

Lenin taler, ligesom de andre medvirkende, dansk. Og det er i sig selv skævt og skørt. Men langt fra ligeså skingrende crazy som filmens formidling, der er springende og tableaupræget. Det er meget svært at sluge, særligt fordi de fleste skuespillere ryger med på vognen og overspiller på det skammeligste.
 

Mest tabt på gulvet er Dirch Passer desværre. Han skriger sine replikker og er slet ikke sjov i rollen som general Ludendorff. Jørgen Ryg er bedre, dog er det svært helt at se Bodil-potentialet (han modtog en statuette for bedste birollepræstation i rollen som adjudant Mühlhauser). Peter Steen ser ud til at trives bedst af alle i filmens titelrolle. Han smigrer sig ind hos kvinderne, taler dirty og er i det hele taget en værre karl. Ove Sprogøes birolle som den britiske ambassadør Mulligan er uden gennemslagskraft, og Judy Gringer er blot barmfager uden betydning i rollen som madame Holliday.

Indimellem brydes der ud i nærved volapyksang, hvis ikke der lige tages en svingom med den første den bedste – eller råbes, skriges eller hviskes sortsnak. Som oftest akkompagneret af Erik Moseholms let skingre underlægningsmusik, der forsegler filmens skøre status. Carsten Behrendt-Poulsen modtog en Specialbodil for sin (i øvrigt meget stilrene) fotografering – en af filmens forcer, der dog virker naturstridig på den platte handlingsforgrund. Farcen får i korte glimt fat i en art "rød tråd", men den er ligeså hurtigt tabt igen. Sovjetunionen var ikke begejstrede for denne form for satire og begærede filmen taget af plakaten.