Landmandsliv (1965)

Danske filmmusicals fra 1960'erne:

Forelsket i København (1960)

Prinsesse for en dag (1962)

Frøken Nitouche (1963)

Sommer i Tyrol (1964)

Landmandsliv (1965)

Flagermusen (1966)

Tre små piger (1966)

Pressen var overordnet begejstret, og publikum valfartede i 1965 til Erik Ballings landskabsidylliske musical, "Landmandsliv" – så meget, at filmen fik repremiere allerede to år efter!

Stiv syngefilm
Det er ellers ikke meget af Erik Ballings sædvanlige lune eller Henning Bahs’ opfindsomme dekorationer, man møder hér: "Landmandsliv" er en helt igennem gammeldags og stiv syngefilm, baseret på en efter overskrifterne at dømme "udødelig operette".

Fred, ro og idyl
Som titlen mere end antyder, er vi på landet, og hér hersker fred, ro, idyl – men også en anelse kaos. For der er rod i forelskelsespuljen blandt de unge grever, grevinder og tjenestefolk. Heldigvis er der ældre visdom til stede, og med lidt snilde får alle nykære nok hinanden til sidst.

Arketypisk overkomisk
"Den hidtil største danske filmsukces" var en af overskrifterne i pressematerialet, og det har nok været rart med et pusterum i den moderne 1960’er-verden. For et øjeblik at kunne læne sig tilbage i selskab med en arketypisk overkomisk Helge Kjærulff-Schmidt, en henrivende Lone Hertz som den lillepigenaive Marie Møller, der kløjes i de svære ord.

Solid tryghed
Eller hvad med solid tryghed blandt syngende Holger Juul Hansen, Helle Virkner, Frits Helmuth og Morten Grunwald – alle i groft landlivsskårne roller? Filmen bevæger sig på intet tidspunkt ud over genreskabelonens snævre rammer, og det rosenrødt heterogene går op i en sirligt lagt kabale.

Et stykke nips til amagerhylden
Det har selvfølgelig også sin charme, men det bliver samtidig svært at bære for tilskueren, for der er ikke et gran af personlighed i Ballings film, der mest af alt fremstår som et stykke nips til amagerhylden.

Eviggrønne strofer
"Landmandsliv" blev den sidste film, som Kai Normann Andersens skrev musik til, og her er ikke mange sange og melodier med fordums sødme og elegance. Mest iørefaldende er "Kirsebærsangen", hvor Kjærulff-Schmidt og Hertz skønsynger de eviggrønne strofer: Undskyld Hr, må jeg byde Dem et kirsebær.

Tykt tyndtskrevne
Hans Kurt optræder i sin sidste filmrolle som plattenslageren Markus Mackenfeldt – han render rundt i et klovnespraglet jakkesæt side om side med Poul Reichhardt, begge i tykt tyndtskrevne roller.
 

"Pyntelig kostumefilm"

Pressens medfart til filmen var bl.a.: "Pyntelig kostumefilm", "Adstadig operettefilm", "Skabagtig og umorsom udflugt i det grønne og det gamle" og "Herregaardsidyl med musik og charme".