Coffy (1973)

Den moderne genrefornyer Quentin Tarantino hentede meget af sin tidlige inspiration i denne kitsch/kultfilm, og han gav sågar hovedrolleindehaveren Pam Grier et nyt gennembrud med Jackie Brown (1997). I "Coffy" møder vi den - i filmens eget udsagn - kaffefarvede kvinde, der netop lyder navnet Coffy. Hun har fået nok af mænd; særligt dem, der har gjort hende og hendes søster ondt. Derfor vil hun nu have hævn!

Babs #1 og babs #2

Den allerbedste metode til at komme tæt på de beregnende og konstant liderlige, sorte bagmænd er selvfølgelig at spille op til en omgang dikkedik på skibsbriksen. Og her har Coffy hele to fortrin i form af babs #1 og babs #2, der strutter så fristende, at det ikke bliver svært at udøve hævnen - lige når mændende er allermest sårbare.

God og dårlig smag

"Coffy" er et udtalt 70'er-genretwist, der blander god og dårlig smag med en ikke ueffen portion humor. Det kan være svært at føle sig rigtigt grebet at det action-dramatiske plot, fordi filmen hele tiden befinder sig på vippen til det på én gang ubehjælpsomme og ufrivilligt komiske. Hvilket omvendt også udgør en del af filmens charme.

Strutter af selvtillid

Tidsbilledet er i hvert fald ikke til at skyde igennem, og Pam Grier strutter af selvtillid. Havde det ikke været for filmens klart erotiske undertema, ville "Coffy" nok ikke have fundet så bredt et publikum. Dertil er den ganske enkelt for plotmæssigt haltende og teknisk kejtet. Mange af actionscenerne ligefrem emmer af billige løsninger. En god stribe kinky sange skrevet til filmen (ubeskriveligt kedelige, men sunget med stærk vokal) sørger for endnu mere 70'er-pondus.