Mors Elling (2003)

Sammenhængende film:
Elling (2001)
Mors Elling (2003)

Efterfølgeren til "Elling" var ventet med længsel af det norske biografpublikum, der gennem årene havde elsket Ingvar Ambjørnsens humoristiske romaner om den skæve eksistens Elling.

En stor pestilens

"Mors Elling" portrætterer Elling (Per Christian Ellefsen) som en stor pestilens for moren (Grete Nordrå). Og det er han så absolut også. I en alder af knap 50 opfører Elling sig nemlig stadig som et lille barn. Hans konstante humørsvingninger påvirker moren meget.
 

Sitdownstrejke

Ligegyldigt, hvad mor gør, er det forkert. Også da hun på eget initiativ køber to billetter til sydens sol. Elling bliver sur og laver sitdownstrejke, men tør alligevel op hen ad vejen.

Opdager nye sider...

Af sted kommer de, og på Mallorca opdager Elling nye sider af sig selv og er periodevis næsten helt sød ved sin mor, selvom han det meste af tiden er godt sur over, at mor har fået en norsk bejler ved navn Bugge-Høvik (Helge Reiss)

Forfejlet og kejtet komik
"Mors Elling" står tilbage som et skoleeksempel på forfejlet og kejtet komik. Scenerne er konstant belagt med et tykt lag af replikker, heftige "komiker-gummiansigter" samt en fuldstændigt overdreven scenografisk understøttelse af enkeltsitautioner.

Morskaben udebliver

Det pinlige bliver, at morskaben udebliver i kraft af filmens krampagtige miljø, der hele tiden forsøger at bekræfte sig selv og det univers, som instruktør Eva Isaksen åbenbart har fundet troværdigt. Gennem de konstruerede situationer og skuespil, der ligger et pænt stykke under folkekomedieniveau bliver "Mors Elling" ganske enkelt ulidelig fra ende til anden.