Indecent Proposal (1993)

Ultrastilfuld og nærmest nycremet sensuel kærlighedsdramatik, som kun Adrian Lyne kan fortælle den. Vi har set det før, og har også lappet det i os med pæn appetit i kioskbaskere som Fatal Attraction (1987), og det var også Lyne, der ti år senere genindspillede Kubrick-klassikeren Lolita (1997).

"Indecent Proposal" er overfladisk baseret på en roman af Jack Engelhard og beretter en universel pigedrømshistorie med et moralsk twist. Den billedskønne, men ligeså fattige Diana Murphy (Demi Moore) er med sin mand David (Woody Harrelson) på kasino i Las Vegas. Her håber de at score kassen, så de kan æde gælden af og få et anstændigt liv. Men det kniber lidt med heldet. Det ændrer sig på en måde, da milliardæren John Gage (Robert Redford) får øje på Diana. Nu forelægger han parret en plan: Diana får $1 million, hvis hun tilbringer en enkelt nat med John. Efter flere overvejelser takker parret ja.

Men hvad sker der den famøse nat, og hvad sker der med Diana og Davids forhold? Én ting er sikker, det bliver aldrig helt det samme igen, og hermed er filmens læresætning, at kærligheden ikke lader sig købe, og at lykken er lunefuld.
 

Lag på lag af billedskønhed serverer den betændte trekantsdramatik, så kameralinsen på det nærmeste dugger. Adrian Lyne sætter ikke sit lys under en skæppe, og filmen fik en temmelig frygtelig modtagelse, da den kom frem sidst i halvfemserne. Lyne fik blandt andet enorm kritik for sit kvindeportæt – noget, han havde måttet høre for også med sine tidligere film. Det er da heller ikke en film med et plot, der skriger til himlen af originalitet, men præmissen holder egentlig meget godt og bakkes op af den silkebløde indpakning, der både illuderer potens og rosenblade i frit fald. Howard Athertons fotografering gør i hvert fald den potentielle pigedrøm om milliardæren på den hvide hest en tjeneste. Blødt og lækkert er det hele vejen igennem, nærved hypnotisk bakket op af John Barrys skønsang af en underlægningsmusik.

Demi Moore er faktisk her i en af sine bedre roller, paradoksalt nok. Under optagelserne var hun angiveligt knaldhamrende mopset på Adrian Lyne over det snævre kvindesyn og ønskede at trække rollen i en mere "universalfeminin" retning – men uden held. Robert Redford er som skræddersyet til milliardærrollen – med lige dele skudsikker charme og iskøligt beregnende skørtejageri. Masser af skæve smil og en dagsorden, der snart skal sætte hele herligheden med den ene million som dagsløn i perspektiv.

"Indecent Proposal" efterlader således tilskueren i en blanding af affekt og "ekstase". For plottet er plat, det må erkendes, men indpakningen så lækker, at den næsten kan spises. Filmen indspillede i øvrigt $267 på verdensplan (budgettet var $38), så publikum havde ingen problemer med at gå i biffen for at se ødelagte kvindedrømme i en stereotypiserende og alt andet end kønsneutral formidling.