Allegro (2005)

Und dig selv den store oplevelse, det er at se Christoffer Boes skæve, stærke og følelsesladede "Allegro" – en fortælling fuld af visuel elegance og beundringsværdigt mod. Med lysten og evnen til at fortælle noget ud over det sædvanlige.

Nyskabende
Christoffer Boe, der debuterede med Reconstruction (2003), er et af de talenter på den danske filmscene, som vi bør holde et ekstra vågent øje med. "Allegro" er noget af det mest nyskabende og originale, vi har set længe herhjemme.

Unikt billedunivers
Manuskriptet til "Allegro" er i sig selv en lille genistreg, og det er lykkedes Boe og co. at skabe et billedunivers, der er helt unikt og på flotteste vis er med til at formidle den overraskende og uforudsigelige historie.

Fortættet univers
Uden Ulrich Thomsens stærke spil i hovedrollen ville "Allegro" næppe have været nogen succes. At vi kan leve os ind i filmens fortættede univers skyldes i høj grad Thomsens kraftpræstation. Han spiller den virtuose koncertpianist Zetterström, der lever et fredeligt liv med sin store kærlighed Andrea.

Et tomrum midt i København
Men der er opstået et tomrum: En mystisk situation, hvor Zetterström tilsyneladende har mistet bevidstheden om sin fortid, og et kryptisk postkort sender pianisten ind i et absurd univers, kaldet "Zonen" – midt i København.

Filmen fungerer
Det er en dårlig idé at bedømme "Allegro" alene på nogle af de rygter, der givetvis vil svirre om den "mystiske" historie og dens lettere overnaturlige fænomener. Men det fungerer! Christoffer Boe har tingene under kontrol og fortæller en bevægende og dybt menneskelig historie i helt alternative rammer.

Fordybelse og forstand
Der kræves et vist minimum af indlevelsesevne hos tilskueren, ellers vil Boes raffinerede fortælling og fortællestil givetvis ikke blive forstået. Fordybelse og forstand er en god cocktail. Begge dele egenskaber, som den unge instruktør er i besiddelse af.

Teknisk samspil
Boe og co's lykkes med at få teknikken i samspil, så billede og lyd bliver et fantastisk hele. Ikke svulstigt og overflødigt, men kendetegnet af en sart, melankolsk åre.

Simpel med stor effekt

Det simple har mange gange langt større effekt end det voldsomme. Boes valg af J.S. Bachs klavertoner (suppleret af Thomas Knaks elegante "lydeffektsmusik") er hér et godt eksempel. Det er i høj grad detaljerne, der forfiner "Allegro" og gør den til et overbevisende hele.

Kendte konturer
Den tidligere topmodel Helena Christensen får hér sin spillefilmsdebut: Hendes (for nogen) kendte konturer spiller en vellykket og tilpas neddroslet rolle uden megen dialog.

Bredspektret talent

Henning Moritzen overbeviser endnu engang med et stærkt og humoristisk portræt, hér som den mystisk magtfulde Tom – mens Nicolas Bro i en mindre rolle viser fine prøver på sit bredspektrede talent.