Gammelt Metal – nye Varer (1942)

Theodor Christensens fem minutter lange oplysningsfilm om det lyksalige i at genanvende gammel ragelse, nærmere bestemt metal, var en krigstidspropagandistisk opsang til folket. Den blev vist som forfilm i over 30 biografer landet over og var populær i samtiden.
 

I klassisk velkomponerede Theodor Christensen-billeder, med Peter Winkel og Jørgen Roos som dygtige fotografer, og med Erik Fiehns bastante underlægningsmusik, er der ingen tvivl om filmens rå (metal)styrke, men budskabet køres ekstraordinært udskåret ind med Martin Hansens didaktiske speak. For at filmens tone ikke skulle være helt så dikterende, lagde man humor ind med Kai Holms medspeak. Han er den yderst skeptiske gennemsnitsborger, der bestemt ikke kan se det samfundstjenlige i at donere halve tinsoldater og lignende affaldsjern – det batter jo alligevel ikke noget.

Men hen ad vejen indser han måske alligevel, at der er en mening med galskaben: "Tja, det lyder ikke så tosset. Jeg vil godt se, om jeg har noget", udbryder han semibegejstret, efter at have lyttet til Martin Hansens kloge metalord og set de mange omsmeltningers velsignelser.

Fælles for de fleste af besættelsestidens og 1940'ernes statsfilm var en udpræget musikalitet og et friskt og optimistisk gå-på-mod, ofte med en nationalistisk tone, der enten kom til udtryk i lovprisninger af dansk natur og historie, eller i en djærv, munter og ligefrem facon, som implicit signalerer danskhed.