The War Zone (1999)

    Langt ude på den britiske hede bor en tilsyneladende velfungerende kernefamilie. Men sønnen erfarer, at faren udnytter søsteren seksuelt.


    NÆRGÅENDE PSYKOLOGISK DRAMA

    Den britiske skuespiller Tim Roth fik sin instruktørdebut med dette overbevisende ægte og nærgående psykologiske drama om incest i en ellers tilsyneladende velfungerende kernefamilie. Familien er for nyligt flyttet ud på landet efter en storbytilværelse i London. En lille efternøler er på vej, 15 år efter storebror Tom.

    Dramatisk fødsel
    Mens barnet, moren og resten af familien kommer sig ovenpå den dramatiske fødsel – der også involverer en bilulykke(!) – opdager sønnen Tom til sin store forskrækkelse, at faren har et unaturligt kærligt forhold til sin datter Jessie.

    Verden ramler
    Selvom storesøsteren ikke vil indrømme forholdet til faren, borer Tom dybere i sagen og kan afsløre omfanget af incesten. Verden ramler fuldstændigt for den 15-årige dreng. Og han er ikke sikker på, hvornår han skal lade bomben falde for moren.

    Overbevisende film
    Tim Roths instruktion er særdeles sikker og meget overbevisende. Han har gennem pragtfulde naturoptagelser, solid personinstruktion og en afbalanceret brug af underlægningsmusik skabt et drama af endog stærkt nærgående dimensioner.

    Intensitet
    Det er en utrolig intensitet og en knugende fornemmelse i brystet, Tim Roth vrister ud af det velskrevede manuskript, som Alexander Stuart har baseret på sin egen roman. Man kan næsten ikke bære de mest barske sekvenser, der er særdeles grove.

    Fantastisk spil
    De to unge hovedrolleindehavere spiller fantastisk, særligt Freddie Cunliffes forstenede Tom er værd at fremhæve. Også Ray Winstones portræt af en far med skjulte dæmoner er utroligt flot. Lara Belmonts Jessie har en uhyggeligt ægte udstråling. En film, der tør bringe sit budskab ganske ucensureret – og tiltrængt uamerikansk.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1999, Storbritannien, Psykologisk drama, Teenagere, Drama, Thriller, Bjerge på film, Børn på film, 95 min.

    Dansk titel: The War Zone
    Instr: Tim Roth Prod: Dixie Linder, Sarah Radclyffe Manus: Alexander Stuart Baseret på: roman af Alexander Stuart Foto: Seamus McGarvey Klip: Trevor Waite Mus: Simon Boswell
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - C.I.C.A.E. Award
    • BD-N - Bedste ikke-amerikanske film