Candyman: Farewell to the Flesh (1995)

Sammenhængende film:

Candyman (1992)

Candyman II (1995)

Det dér med at sige et navn fem gange i træk for at opnå noget bestemt kan godt forekomme lidt tvangstanke-belagt. Ikke desto mindre er det, hvad der eksperimenteres med i denne noget underkendte opfølger til "Candyman" fra 1992.

Kloen, der dræber

Når man siger "Candyman" fem gange, mens man kigger i et spejl, skulle seriemorderen af samme navn og udstyret med en gigantisk klo, der let sprætter sine ofre op fra mellemgulv til kæbe, dukke op i stuen.

Myten er virkelighed

Og ganske rigtigt... Myten er i grunden virkelighed, og måske er der mere mellem himmel og jord. Spørgsmålet er, om vores unge kvindelige heltinde kan nå at trevle sig gennem tågerne, før Candyman har sprættet alt for mange ofre (herunder familiemedlemmer på samlebånd) op?

Outreret fortællestil

"Candyman II" med den fulde titel "Candyman: Farewell to the Flesh" sætter så absolut ikke sit lys under en skæppe, og den outrerede fortællestil er lige dele overgearing og æstetiseret heksekedel. Decideret kønt er det ikke, men til gengæld visuelt virkningsfuldt – og i glimt troværdigt dét, som mareridt er gjort af.

Konstant musik

Med legende-komponisten Philip Glass' ørehænger-minimalistiske underlægning konstant i baggrunden er der ikke levnet plads til et eneste selvstændigt perspektiv på begivenhederne. Men der er stemning i den anderledes New Orleans-kulisse og de mange flot fotograferede gyserstemninger i mystiske huse.