Huesera (2022)

Den såkaldte body horror vedbliver at fascinere, og når det kommer til graviditets-, spædbørns- og moderrollegysere, kender vi efterhånden denne subgenre godt fra så forskellige film som Rosemary's Baby (1968), Alien (1979) og Daisy Diamond (2007).

Bøvl med den kuglerunde mave

I “Huesera” er det den unge og vordende mor Valeria (Natalia Solián), der har bøvl med sin kuglerunde mave – eller rettere sagt: Problemerne opstår i hovedet på hende, mens hun venter sig. Til stor frustration fra hendes mand Raúl (Alfonso Dosal) og den øvrige familie.

Ser i dén grad spøgelser

For Valeria ser i dén grad spøgelser, der konkret bryder ind i hendes hjem og brækker hendes lemmer, så det knaser. Er dette det rene vanvid, eller er hun faktisk besat af den onde, mexicanske ånd “La Huesera”?

Ikke for sarte sjæle

Således kommer det næppe som en overraskelse, at gravide kvinder eller nybagte mødre bør holde sig langt væk fra Michelle Garza Cerveras stort opslåede og fantasiomspundne kvindedramatik. Det er ikke for sarte sjæle, når de kropsliggjorte dæmoner vrider og vender sig med knoglebræk i surroundsound.

Svære betingelser

Men balancen i Michelle Garza Cerveras egen fortælling har svære betingelser: Det ene øjeblik vanvid, det næste fred og fordragelighed og meget let berørte sidetemaer som en kompliceret, uforløst homoseksualitet.

For meget filen på koblingen

Der files for meget på koblingen, og filmmaskineriet hviner indimellem skingert. Hvilket også kommer til udtryk i det svulstige lydbillede, hvor gysermusik- og effekter forstærkes til det vulgære. Selvsagt for at understrege og “kropsliggøre” vanviddet yderligere, men effekten er modsat, og troværdigheden bølger.

Den pure sandhed?

“Huesera” er teknisk meget overbevisende i vekselvirkningerne mellem fantasi, dæmoni og virkelighed… hvis det hele da ikke er den pure sandhed? Natalia Solián brillerer i den s(v)ært sammensatte hovedrolle, hvor grænserne i dén grad flyder – og det er ikke nogen nem opgave at gestalte.