Daisy Diamond (2007)

Den danske instruktør Simon Staho tør – som én blandt uhyggeligt få danske instruktører – at fortælle historier, der ligger så langt fra, hvad vi normalt ser herhjemme, at det kræver knib i armen.
 

Barsk historie

Med "Daisy Diamond" bevæger Staho sig dybere ind i sindets dybe afkroge, end vi har været længe – og den ubegribeligt barske historie griber, selvom den sine steder er belagt med så meget dyster dramatik, at den for mange kan være svær at sluge.

Grumt og grimt
"Daisy Diamond" er en både grum og grim film. Grum, fordi den skræller al huden af og går efter knoglerne. Grim, fordi den fra ende til anden er trøstesløst deprimerende, grå og larmende stille, så angsten efterhånden trænger gennem filmlærredet og lægger sig som en rædselsvækkende dyne over det hele.
 

Ikke for sarte sjæle

Stahos og Peter Asmussens historie er således bestemt ikke for sarte sjæle: Den unge svenske skuespillerinde Anna (Noomi Rapace) forsøger i Danmark forgæves at skaffe sig blot en lille rolle i et teaterstykke eller på film, men gang på gang bliver hun kynisk afvist – som oftest fordi hendes lille spæde datter vræler i baggrunden. Barnets vrælen bliver stadigt mere hæmmende for Anna, og filmen tager en drastisk drejning, der bliver begyndelsen til en lang, sej og sikker vej mod afgrundens rungende tomhed.

Unikke Simon Staho
Simon Stahos iscenesættelse er både unik, men også eksemplarisk – lige fra den overraskende indledning, der afslører nye måder at fortælle historie på. Filmens rå og barske fundament, der i overført betydning sagtens kan føles som grå beton med dybe revner, forstærkes i skræmmende grad af Stahos bevidste fravalg af musik- og lydklister. Ganske få steder sættes der trumf på med en stille barokmelodi... så meget desto mere virkningsfuldt.

Larmende stilhed
Oplevelsen af hele filmens grundlæggende absurde univers sparker med næsten pinlig styrke (netop i kraft af den larmende stilhed), så flere scener grænser til noget, der kan forveksles med det ufrivilligt komiske.
 

Hån og afvisninger

Hovedpersonen bliver kun mødt af hån, afvisninger, udnyttelse og ondskab, og der er ikke skyggen af (med)menneskelighed at spore. Gennem næsten utænkeligt kyniske scener bliver selvtilliden klinisk bortopereret, og det nedværdigende helvede stråler ud af hver en pore fra en hel hær af dygtige birolleskuespillere i deres møde med den unge skuespillerinde.

Inspiration fra nordiske mestre
Simon Staho lægger i det visuelle ikke skjul på inspiration fra store nordiske mestre som Bergman, Trier og Dreyer. Den lidende kvindeskikkelse finder vi skildret hos alle tre, og i "Daisy Diamond" er der mere eller mindre bevidste henvisninger til bl.a. Dreyers Jeanne D'Arc-skikkelse.
 

Ingen svaghed

Ind imellem kan det føles, som om Stahos film bliver et lidt for sammenpresset konglomerat af nævnte mestres kendetegn, og "Daisy Diamond" rummer da også flere klip fra netop Bergmans film, men det bliver ingen svaghed.
 

En anden dimension

Metahistorierne – altså film om at filme eller blive prøvefilmet – giver en anden dimension og er med til at forstærke begivenhederne på en ganske anderledes måde. Samtidig bevirker disse særlige sekvenser, at der skabes en bittert ironisk distance til virkelighedens barske og kyniske nedværdigelser, selvom nedværdigelserne i meta ikke er mindre... snarere tværtimod.

Liv i danske skuespillere
Det er lykkedes Staho at vække liv i en lang række lettere fastgroede eller "støvede" danske skuespillertalenter, der alle – i relativt korte glimt – hver på deres måde er med til at ødelægge livet for den unge svenske skuespilleraspirant.
 

Risler koldt ned ad ryggen

Noomi Rapaces altoverskyggende hovedrollepræstation er ubeskriveligt stærk, og det risler flere steder koldt ned ad ryggen, når hun spiller med sin spinkle krop og smukke ansigt i den endeløse strøm af nedværdigelse, udnyttelse og had.
 

Sadistisk Dyrholm

Blandt de mange birollespillere imponerer i særlig grad Trine Dyrholms sadistiske tegnefilmsinstruktør, Lars Kaalunds afvisende instruktør/caster og Michael Moritzens klamme og arrogante pornofilmsinstruktør. Flere andre biroller træder i karakter, bl.a. folder Dejan Cukic sig ud i en noget anderledes rolle – med rimelig overbevisning – og i modig casting!

Nye grænser

Grænserne for, hvad vi kan blive udsat for på det hvide lærred, har rykket sig markant i de senere år. "Daisy Diamond"  indeholder således bl.a. en lang række både frastødende, bizarre scener med elementer af porno og seksuelle afvigelser i "farverige" afskygninger.

Seksualitetens mørke afskygninger
Staho griber grundigt fat i nogle af seksualitetens mørkere afskygninger, særligt i filmens sidste halvdel – og dét kan synes påtrængende for nogen, komisk for andre, men virkningen er stadig uhyggelig og kynisk.

Blandt nyere dansk films bedste

Når først "Daisy Diamond" har bundfældet sig, bliver indtrykket stærkere, og filmen må siges at placere sig blandt nyere dansk films mest talentfulde udspil.