Fargo [2] (2015)

Sammenhængende i denne serie:
Fargo (1996)
Fargo [1] (2014)
Fargo [2] (2015)
Fargo [3] (2017)

2. sæson af "Fargo" bringer os en generation tilbage i tiden og er en mindre intens og temmelig rodet fortælling på kækhedens præmisser.

Formen i fokus
Nu læner stilen sig en del op ad den særlige Quentin Tarantino-måde, hvor formen er i fokus – og meget i fokus: Alt for meget frisk musik og splitscreens som en slags hyldest til de 70’ere, handlingen udspiller sig i.

Blodstænkende hæsblæsende
Når dét så er sagt, udgør 2. sæson stadig en blodstænket hæsblæsende omgang underholdning i en grænsende til det vulgære farvestrålende indpakning.

Hjerteskærende fremstilling
Mest præsentabel – og stærkest – står sæsonen i sine desværre relativt fåtallige indsigtsfulde menneskeportrætter: Den kræftsyge kone passer sig selv, mens politimandsfar jager forbrydere med den døende i tankerne. Her skal Cristin Milioti fremhæves for sin hjerteskærende fremstilling af kvinden uden fremtid.

Følelsesmæssig kamp
Og selvsamme kones far – fremragende spillet af Ted Danson – kæmper samme følelsesmæssige kamp i ilden som politimand og far til en døende.

Bindegal husmor
Mere ekstremt og mindre troværdigt står de mange skurke, som sæsonen disker op med. Kirsten Dunst er småpinligt overspillende som bindegal husmor på flugt med sin slagter/morder-mand. Og hele bagmandsdynastiet af bondeknolde er i bedste fald karikeret, i værste fald ekstremistisk udi det stereotype.

Overhængende kæntringsfare
Som nævnt er sæsonen voldsomt plaget af sin musikalske slagside. Endnu en faktor i retning mod dén kæntringsrisko, der hele tiden opleves som overhængende.