Fargo [3] (2017)

    To brødre i en intern kamp om et frimærke, den ene med tilsyneladende stor forretningssucces, den anden tilsynsværge med knas i privatlivet.


    FATALE FØLGER #3

    Sammenhængende i denne serie:
    Fargo (1996)
    Fargo [1. Season] (2014)
    Fargo [2. Season] (2015)
    Fargo [3. Season] (2017)

     

    Efter skuffelsen med 2. sæson er "Fargo"-serien her tilbage på ret kurs: Mere af den skæve og uforudsigelige humor, der kendetegner både 1. sæson og spillefilmen fra 1996. Tilført helt absurd finurlige personligheder er underholdningen og den tabte underkæbe sikret.

     

    Kernesund kernefamilie

    Brødrene Emmit og Ray Stussy (begge spillet af Ewan McGregor) er som nat og dag. Emmit har styr på tilværelsen med kernesund kernefamilie og som chef i en parkeringsvirksomhed. Ray er tilsynsværge for eks-fanger og har gang i en ulovlig forelskelse i Mary Elizabeth Winsteads inciterende Nikki Swango.

     

    Ingen forsoning

    De to brødre har en tilspidsende kamp kørende, i sidste ende om et enkelt frimærke, og intet tyder på en forsoning. Men det kan også snart være lige meget, for nu kan det nok være, at begivenhederne begynder at gå amok og køre helt af sporet for begge brødre - uden om frimærkestriden!

     

    Sælsomt intimiderende

    Mens Emmit får uventet forretningsbesøg af den sælsomt intimiderende V.M. Varga (David Thewlis i sæsonens indikutabelt mest interessante rolle), begynder båndene at snære for Ray og Nikki, begge på flugt over hals og hoved.

     

    Overordentlig velskrevet historie

    Sæsonen er først og fremmest baseret på en overordentlig velskevet historie, fuld af herlige finurligheder og aparte-absurde indfaldsvinkler. Og ud af disse scenarier opstår decideret funklende skuespillerpræstationer.

     

    Uforglemmelig Thewlis

    Først og fremmest - og helt uforglemmelig - er David Thewlis' portræt af den hemmeligheds- og magtfulde V.M. Varga. Thewlis udnytter fuldt ud rollens potentiale, der er skrevet med et væld af afskyvækkende detaljer (bl.a. bulimiske tendenser og et tandsæt af en anden verden.)

     

    Overbevisende dobbeltrolle

    Men også Ewan McGregor præsterer overbevisende i dobbeltrollen som de vidt forskellige Stussy-brødre, flot bakket op af både Mary Elizabeth Winsteads Nikki og Carrie Coons nyfigne landdistrikt-betjent, Gloria Burgle.

     

    Alt for meget musik

    Havde det ikke været for den alt for dominerende underlægningsmusik, kunne denne sæson have set helt ekstraordinære stjerner - men musikken er ganske enkelt anmassende i stort set alle facetter af fortællingen, både Jeff Russos originalkomponerede og den vidt udbredte anvendelse af rock-, pop-, beat- og klassiske evergreens.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Krimi, Drama, Komedie, 650 min.

    Dansk titel: Fargo [3. sæson] (tvs)
    Instr: Noah Hawley, Michael Uppendahl, John Cameron, Dearbhla Walsh, Mike Barker, Keith Gordon Prod: Michael Frislev, Chad Oakes, Kim Todd, Leslie Cowan Manus: Monica Beletsky, Steve Blackman, Robert De Laurentiis, Noah Hawley Baseret på: spillefilmen "Fargo" Foto: Dana Gonzales; Craig Wrobleski; Matthew J. Lloyd Klip: Regis Kimble; Skip Macdonald; Bridget Durnford; Curtis Thurber Mus: Jeff Russo