Rosemary's Baby (1968)

Udvalgte gyser/thriller-film om graviditeter:

Rosemary's Baby (1968)

It's Alive (1974)

The Brood (1979)

The Fly (1986)

A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child (1989)

Progeny (1998)

The House of the Devil (2009)

Titane (2021)

Det nyforelskede par Rosemary (Mia Farrow) og Guy Woodhouse (John Cassavetes), flytter ind i en flot, stor lejlighed. Deres naboer, et ældre ægtepar, byder dem straks velkommen og skal snart vise sig at være temmelig påtrængende.

Intet privatliv
Efterhånden bliver det svært for Rosemary og Guy at have et privatliv, fordi især konen Minnie Castevet (Ruth Gordon) kommer rendende hele tiden. Minnie spørger ligeud om alting, og det ser umiddelbart ud som om, der ikke er nogen grænser for hendes hjælpsomhed. Da Rosemary bliver gravid, er Minnie og hendes mand Roman (Sidney Blackmer) ekstra behjælpelige og kommer dagligt med urtedrik og små stykker mad til hende.

En abnorm graviditet
Men Rosemarys graviditetsforløb er slet ikke normalt. Hun taber vægt i stedet for at tage på, og hun er i det hele taget temmelig kraftesløs. Alligevel fatter hun ikke mistanke og fortsætter ufortrødent med at gå til den af Minnie og Roman anbefalede læge Dr. Sapirstein (Ralph Bellamy).

Bliver nervøs

Det er først, da en gammel ven til Rosemary, Hutch (Maurice Evans), forsøger at få hende til at forstå, at det hele er unormalt, at hun begynder at blive nervøs. Men Hutch går i dyb koma, netop som han skal møde Rosemary. Han efterlader dog en bog om heksekunst, og nu begynder tingene langsomt at gå op for Rosemary, og hun bliver forståeligt nok rædselsslagen.

Stilren stemningsfilm

"Rosemary’s Baby" er en meget stilfuld stemningsfilm, men det helt store psykologiske gys udebliver, da historien ret hurtigt viser sig at være mere end almindeligt far out.

Panik- og dødsangst
Der er ikke mange virkemidler på det tekniske område til at skræmme eller manipulere med tilskueren. Der er reelt kun Rosemary og hendes graviditetsforløb, og i Mia Farrows meget overspillede fortolkning af panik- og dødsangst bliver gyset desværre ofte mere belastende end højspændt.

Stærk udstråling
Skuespillet er ellers generelt en vigtig brik i filmens trods alt stærke udstråling, hvilket er et tydeligt bevis på Polanskis evner som personinstruktør. Mia Farrow er som nævnt anmassende i rollens utilgivelige naivitet, hvorimod John Cassavetes er eminent som hendes ret så selvcentrerede mand. Ruth Gordon leverer filmens anden store præstation, og hendes Oscarstatuette er absolut fortjent.