Titane (2021)

Udvalgte gyser/thriller-film om graviditeter:

Rosemary's Baby (1968)

It's Alive (1974)

The Brood (1979)

The Fly (1986)

A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child (1989)

Progeny (1998)

The House of the Devil (2009)

Titane (2021)

Ubarmhjertig, kompromisløs, velspillet og overvældende filmoplevelse. Her skal vi helt ud på – og også forbi – overdrevet, hvor absolut ingen kære mor kan høre dig skrige. Vi er vidner til et drama, der stikker af i retning af både gys, thriller, fantasi og science fiction... men blandingen er ikke altid helt balanceret.

Ikke for sarte sjæle

Ikke for sarte sjæle: Særligt i starten udsætter filmen sine tilskuere for et sansebombardement, der godt kan virke frastødende. Men det bunder også i, at instruktøren forfalder til overdreven patos på samtlige fortælleparametre, hvilket ikke klæder historien. Mindre kunne have gjort det. Endda betydeligt mindre! Men det skal åbenbart være “larger than life”-patetisk for at imponere...?
 

Væmmelse og forundring

Hvad, der reelt set er op og ned i fortællingen om den unge, mystiske kvinde Alexia (Agathe Rousselle), skal vi lade stå "hemmeligt" her. Det er i forvejen helt i filmens ånd, at mange ting ikke lader sig umiddelbart forklare – og at vi skal forlade biografen med lige dele væmmelse og forundring.

Himmelvendte øjne

Det er sjældent, at der er ro på i denne filmstil komplet i en auteurs jerngreb. Således drøner vi derudad uden pauser til eftertanke, men til gengæld med masser af rynkede pander og himmelvendte øjne.
 

Uhåndgribeligt fascinerende

“Titane” kan bestemt noget med sin genreblanding, og mystikken er indimellem uhåndgribeligt fascinerende. Hvad er det for en verden, vi er i? Og hvad gør vores meget aparte “heltinde” til både seriemorder og daddy’s boy?
 

Outreret støjende

Det hele er outreret støjende, både visuelt, men så sandelig også på lydsiden: Her dominerer et evigt brovtende og støjende effekttapet, samtidig med at musikken i dén grad stjæler body horror-stemningerne.