Un beau matin (2022)

Mia Hansen-Løves seneste filmdrama emmer af ægthed og troværdige perspektiver på livets små – og særligt store – udfordringer. Det er i grunden såre simpelt, og “Un beau matin” skildrer liv, død – og noget af det midtimellem – med vid og glimt i øjet.

Ung pariseralenemor på glatis

Léa Seydoux spiller den unge pariseralenemor Sandra, der siden mandens død fem år tidligere har lagt l’amour på hylden. Men hendes filosofiprofessorfar har fået en alvorlig diagnose, der får ham til at miste både synet og hukommelsen, og sammen med resten af familien skal Sandra forsøge at få ham plantet på et plejehjem. Det er ingen let proces.

Et lidenskabeligt forhold

Da hun render på sin gamle ven Clément (Melvil Poupaud) blusser en flamme op, og de to indleder et lidenskabeligt forhold, selvom han er gift. Det vækker års indestængte følelser i Sandra og gør det ekstra svært for hende at navigere i den lunefulde lykke.

Simpel og ligefrem

Med sin simple, ligefremme historie og i et levende, moderne pariserbillede kan “Un beau matin” næsten kun bringe de brede smil frem – også selvom død og invaliderende sygdom spiller centrale roller. Det er reelt rendyrket feelgood svøbt i små afstikkere af feelbad, men sådan er livet vel sådan set også som hele, så måske har Hansen-Løve fat i den lange ende.

Ikke helt troværdigt

I øvrigt er det centrale handlingselement med farens tiltagende demens og skiftende anbringelser ikke filmens mest vellykkede. Det går for stærkt, stikker ikke dybt nok og er desværre heller ikke helt troværdigt spillet.

Til den sakkarinsøde side

Langt mere elegant passerer forelskelsen forbi (Léa Seydoux er klart filmens bedste, på trods af lige lovligt mange tudeture) – også selvom den “svenske sommerjazz”-musikunderlægning er lige til den sakkarinsøde side.