Un beau matin (2022)

Mia Hansen-Løves seneste filmdrama emmer af ægthed og troværdige perspektiver på livets små — og særligt store — udfordringer. Det er i grunden såre simpelt, og “Un beau matin” skildrer liv, død – og noget af det midt imellem – med vid og glimt i øjet.

Ung pariser-alenemor på glatis

Léa Seydoux spiller den unge pariser-alenemor Sandra, der siden mandens død fem år tidligere har lagt l’amour på hylden. Men hendes filosofi-professor-far har fået en alvorlig diagnose, der får ham til at miste både synet og hukommelsen, og sammen med resten af familien skal Sandra forsøge at få ham plantet på et plejehjem. Det er ingen let proces.

Et lidenskabeligt forhold

Da hun render på sin gamle ven Clément blusser en flamme op, og de to indleder et lidenskabeligt forhold, selvom han er gift. Det vækker års indestængte følelser i Sandra, og gør det ekstra svært for hende at navigere i den lunefulde lykke.

Simpel og ligefrem

Med sin simple, ligefremme historie og i et levende, moderne pariser-billede kan “Un beau matin” næsten kun bringe de brede smil frem — også selvom død og invaliderende sygdom spiller centrale roller. Det er reelt rendyrket feel good svøbt i små afstikkere af feel bad, men sådan er livet vel sådan set også som hele, så måske har Hansen-Løve hér fat i den lange ende.

Ikke helt troværdigt

I øvrigt er det centrale handlingselement med farens tiltagende demens og skiftende anbringelser ikke filmens mest vellykkede. Det går for stærkt, stikker ikke dybt nok og er desværre ikke helt troværdigt spillet. Langt mere elegant passerer forelskelsen forbi (Léa Seydoux er klart filmens bedste, på trods af lige lovlig mange tudeture) — også selvom den “svenske sommerjazz”-musikunderlægning er lige til den sakkarinsøde side.