Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story (2022)

Film og tv om Jeffrey Dahmer:

Dahmer (2002)

My Friend Dahmer (2017)

Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story (2022)

Conversations with a Killer: The Jeffrey Dahmer Tapes (2022)

Virkelighedens seriemordere – og deres fuldstændig ufattelig bestialske ugerninger – er altid godt og salgbart stof, og et af de helt store uhyrer i dén "branche" var amerikaneren Jeffrey Dahmer, der primært i perioden 1989-1991 myrdede mindst 17 unge homoseksuelle mænd.

Ambitiøst og vellykket

Miniserien her giver sig ambitiøst og meget vellykket i kast med at kigge på Dahmer som person(lighed) og skuer tilbage på en opvækst præget af både svigt, pillemisbrug, alkoholisme og totale mangler på situationsfornemmelse. 

17 mord

Men episoderne dykker primært ned i Dahmers mord, nogle set både fra morderens og offerets perspektiv, andre mere "hurtigt overstået" for at få plads til hele porteføljen gennem ti afsnit. 

Barske løjer

Det er barske løjer, og der bliver kun lagt fingre imellem i forhold til at gå helt ind i materien, når Dahmer borer, smadrer, skærer og parterer. Her er vi trods alt sat i anden række, og mordenes anatomi opleves i lyde og slørede billeder.

Ikke for sarte sjæle

Men det er også slemt nok, og Dahmer-biografien er således slet ikke for sarte sjæle. Det er bestialsk og hårrejsende, særligt fordi det hele er baseret på virkelige hændelser, selvom man tror, det er løgn. 

Ultraflot produktionsdesign

I sit ultraflotte produktionsdesign, der ofte omfavner det ultra-grimme i form af Dahmers ulækre lejlighed, mormors kælder m.m., står "Dahmer" eklatant skarpt og fører sine tilskuere ind i en verden af ætsende klamhed.

I ekstreme retninger

At Dahmer var bøsse og udelukkende myrdede unge (ofte sorte) mænd udgør en fint, om end ikke særligt nuanaceret beskrevet side af en hverdag på vej i ekstreme retninger for den unge mand med den lidt drævende, apatiske måde at tale på.

Det mørke sind

Evan Peters portrætterer dygtigt det mørke sind i knoppen på Jeffrey Dahmer og får næsten et menneskeligt monster ud af sin rollefigur ved at dykke helt ned i lighedspunkterne med virkelighedens "forbillede". I rollen som faren er Richard Jenkins miniseriens anden eminent spillende.

Lidt ubalanceret

Hvor miniserien halter lidt, er i de afsluttende og "rensende" sidste afsnit, hvor perspektivet lidt ubalanceret pludselig bliver på ofrenes præmisser. Og her er karaktererne slet ikke funderet nok i helheden til at overtage hovedfokus. Generelt er underlægningsmusikken meget tilbagetrukket og ofte udeladt.