Catch-22 (1970)

Joseph Hellers ikoniske antikrigsroman "Catch-22" er med sit helt særlige satiriske blik på krigen, dens materiel og typer uhyre vanskelig at filmatisere. Alligevel kastede Mike Nichols sig modigt over opgaven knap ti år efter romanens udgivelse.

Teknisk fænomenalt flot

Resultatet er en teknisk fænomenalt flot film, der omvendt lider under, at det et nærved umuligt at finde ind til essensen blandt det meget brogede typegalleri og deres helt særlige talen-i-ring. Det bliver kejtet, uskønt og sine steder decideret farceskingert – og sammenhængskraften er i hvert fald kun til stede i indpakningen.

En vanskelig drøm

Alan Aldas Air Force-pilot, Youssarian, er helt vild i varmen for at slippe for yderligere flyvninger under 2. verdenskrig, men det skal vise sig yderst vanskeligt at få dén drøm til at gå i opfyldelse, selvom diverse muligheder af og til (næsten) byder sig.

Ikke-morsomt

Der er ikke meget støtte at hente hos kollegerne, hvis de da overhovedet forstår hinanden. For det er hér, den udprægede goddag-mand-økseskaft-dialog cirkler – med meget begrænset succes og til gengæld oceaner af ikke-morsomme scener til følge.

Ingen underlægningsmusik

Tilbage er den teknisk sublime skal, der på en måde synes mærkelig spildt, når indholdet ikke kan følge med. Men det er alt andet lige fotograferingen, produktionsdesignet, klipningen locations og alt det andet, der gør "Catch-22" seværdig. Og så lige en anden væsentlig ting: Her er slet ikke noget underlægningsmusik!