The Exorcist III (1990)

    En politimand efterforsker en række mord, der alle har en genkendelig signatur. Men meget mystik stikker under.


    2/3 GUF, 1/3 JUKS

    Sammenhængende film:

    The Exorcist (1973)

    Exorcist II: The Heretic (1977)

    The Exorcist III (1990)

     

    Efter fiaskoen med John Boormans oprindelige efterfølger til 1973-helligbrøde-gyseren "The Exorcist", var der forståeligt meget høje forventninger til 3'eren, der kom så sent som i 1990.

     

    Forfatteren tog roret

    Særligt fordi det var forfatteren til romanerne bag, William Peter Blatty, der selv tog roret og skrev manuskriptet – baseret på egen roman, "Legion". Så burde der da være sat vand over til en succes? Og ja, det er der i mange henseender også.

     

    En afdød seriemorder... eller?

    George C. Scotts aldrende, trætte politmand Kinderman er på en sag, der sluger ham op nat og dag. Han efterforsker en stribe mord, der alle bærer samme signatur, som en kendt (og afdød) seriemorder i sin tid begik.

     

    Der stikker noget under

    Men efterhånden går det op for Kinderman, at der stikker noget under. Snart peger alle pile på en tvangsindsat på et sindssygehospital. Kan det virkelig passe, at den afdøde seriemorder alligevel ikke er død? Eller er det tid til at erkende, at der i virkeligheden ikke er nogen grænser hinsides det fatbare?

     

    Betagende ro

    De første to tredjedele af denne stemningsfulde gyser er præget af en betagende ro, der i sig selv er en beundringsværdig bedrift, når man tænker på det betændte plot og ikke mindst filmens to forgængere.

     

    Smittende indlevelse

    3'eren har ingen voldsomme armbevægelser i fortællestilen, og snart sagt alle roller – store som små – står knivskarpt i en meget smittende indlevelse. Blatty tager sig altså tid til at fange de mange omhyggelige stemninger i eget romanforlæg og forfalder ikke til sensations-gys ud over det hele.

     

    Stringent med fokus på det indre

    Næsten helt fritaget for underlægningsmusik er den største del af filmen således vidunderligt stringent og har fokus på det "indre" i det aparte og mystiske. Langt mere utilgængeligt og tiltagende overgearet serveres til gengæld den sidste tredjedel af filmen, der opleves som påklistret og ude af sync med resten.

     

    Påsyet "goddaw"

    Det var faktisk også tilfældet, at de finansierende kræfter bag filmen pludselig indså, at der burde være noget mere goddaw og eksorcisme over denne 3'er. Og det er ærgerligt, fordi Blatty ellers har et fantastisk godt greb om egne opdigtninger.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024