Bugsy (1991)

En vaskeægte Hollywood-højglans-biografisk film, der overrasker positivt på næsten alle parametre. Især er det betagende, at nerven i den betændte historie om gangster-forretningsmanden Benjamin "Bugsy" Siegel er intakt gennem samtlige 136 minutter.

Direkte kobling til gangsterlivet

Warren Beatty spiller rumpetten ud af bukserne (i de Oscar-vindende af slagsen, vel at mærke – filmen vandt statuetter for scenografi og kostumer) som Benjamin Siegel, den meget energiske forretningsmand med direkte kobling til gangsterlivet.

Fiktive millioner

Vi befinder os på vestkysten af USA under 2. verdenskrig. Ben Siegel, som nogen kommer for skade at kalde "Bugsy" (og det kommer de til at fortyde), kaster om sig med millioner, som han reelt ikke har.

Meget pirreligt temperament

Samtidig erfarer vi, at Bens temperament er endog meget pirreligt. Og han skyder da også, før han smiler – han har jo en gun lige ved hånden, hvis da ikke de bare næver kan klare skærene. Som regel slipper han af sted med det. Ben er damernes ven, faktisk vil nogen mene, han sætter kvinderne først i alle sammenhænge. Men den tese bliver dog udfordret undervejs.

En glimrende idé?

Da Ben får den glimrende idé at bygge et kasino-hotel midt i Nevada-ørkenen (nogen mener, han på dén måde grundlagde nutidens Las Vegas), opstår der endnu flere bump på vejen, også i forholdet til hans seneste erobring, Annette Benings Virginia Hill.

Respektindgydende akkurat timing

Man forstår, hvorfor både Oscar- og Golden Globe-nomineringerne sad løst her i begyndelsen af 1990'erne. "Bugsy" er uhyre veldrejet, teknisk perfekt og tilmed lækker – i en timing, der er respektindgydende akkurat.

Selvglad, oppustet klaphat

I disse rammer trives Warren Beatty særdeles glimrende og udgør en meget troværdig heksekedel af en temperaments-labil, selvglad og oppustet klaphat (for nu at sige det lige ud). Han får blændende modspil fra særligt Annette Bening, der emmer af spillelyst i den udfordrende Virginia-rolle.

Tilbagetrukne toner

Musikken af Ennio Morricone er i sig selv meget inspireret komponeret, men er desværre alt for overanvendt gennem handlingen. Dog meget tilbagetrukket, afdæmpet og svagt det meste af tiden.