Vigilante (1982)

Endnu en mand ser her rødt på det store lærred – i en lang tradition i amerikansk film. Det blev for alvor populært efter Don Siegels mesterlige Dirty Harry (1971), og senere har filmserier som Death Wish (1974) dyrket temaet, hvor en enkelt mand med personligt hævnmotiv går solo i kampen mod (bande)kriminalitet.

Teknisk lækker

"Vigilante", der på dansk fik den smækre titel "Shotgun", er markant mere teknisk lækker end ovennævnte Death Wish-filmserie, og William Lustigs actionthriller er da også nævnt på Quentin Tarantinos personlige favorit- og inspirationsliste.

Fuldstændig nådesløs

Robert Fosters fabriksarbejder Eddie Marino klarer sig til dagen og vejen i New York. Men det ændrer sig, da en fuldstændig nådesløs bande aflægger Marinos kone og lille søn "et visit" i boligen, mens Eddie er på arbejde.

En farlig leg

Banden har nemlig set sig sur på fru Marino, idet hun tillod sig at blande sig på en tankstation, da de oversprøjtede den sagesløse tankpasser med talrige liter benzin direkte fra pumpen. En ordentlig sendning bly deler nærmest sønnen i to, og konen havner på hospitalet.

Ingen vej tilbage

Først er Eddie i sorg, herefter havner han i fængsel, for så at give den fuld selvtægtsgas, da han er ude igen. Han tilslutter sig New Yorks mest komprosmisløse selvtægtsgruppe, og herfra er der ingen vej tilbage.

Smittende energisk

Actionsekvenserne er lækre, veltimede og smittende energiske. Her er "Vigilante" på underholdningens max. Og det er nødvendigt med det tekniske niveau-boost, for der hentes absolut ikke meget saft ud af Richard Veteres manuskript, der dyrker det ekstremt arketypiske i både roller og situationer.

På det jævne

Det er helt sikkert en af de væsentligste årsager til, at spillet må siges at være på det jævne. Langt det meste af den potente handling er underkastet Jay Chattaways meget larmende, situations-forudsigende musik.