Ghostbusters II (1989)

    Et par ellers kuldkastede spøgelsesjægere får nye jobs, da de opdager en stor, underjordisk ectoplasma-flod. Så kan det nok være, at det spøger!


    SLIMET NONSENS

    + PLUS: fin, afdæmpet indledning
    -MINUS: hysterisk | ubalanceret | plot | støjende

     

    Sammenhængende film:

    Ghostbusters (1984)

    Ghostbusters II (1989)

     

    Ligesom den oprindelige 1984-film, begyndere 2'eren også fint, afdæmpet og relativt jordnært. Her får særligt Bill Murrays pudsigheder og Sigourney Weavers sødme lov til at blomstre. Men de gode takter druknes, i takt med at historien koger fuldstændigt over i komplet støjende, intetsigende nonsens, der ikke ejer for fem flade cents besøgelsestid.

     

    En vrissen slimflod

    Murrays dr. Venkman oplever sammen med kollegerne dr. Stantz og dr. Spengler dårlige tider i firmaet. Der er ikke nogen, der vil have fanget eller tilintetgjort spøgelser længere. Men så sker der alligevel noget! Mærkelige underjordiske kræfter begynder at røre på sig, og trioen finder en kæmpe slimflod, der bestemt ikke er venligt stemt.

     

    Ingen vid eller bid

    Oceaner og atter oceaner af både billigt og uinteressant udseende effekter fosser ud over det hele i både billede og lyd, og der er lukket helt for bid og vid i replikudvekslinger og situationer efter den ret nuttede første halve times tid. Det former en filmoplevelse, man gerne ser slutte meget før, end den reelt gør.

     

    Historisk løst håndtryk

    Blandt birollerne bemærker man især Peter MacNicol, der rammer noget af det rigtige i sit portræt af Dr. Janosz Poha: Ekstremt fimset (inklusive historisk løst håndtryk) lægger han uden situationsfornemmelse an på Weavers Dana. Selvsamme Danas bette søn udgør i øvrigt et andet passabelt-nuttet indslag i filmen.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021