Der var engang en gade (1957)

Instruktør og manuskriptforfatter Peer Guldbrandsen var nærmest i kamp mod nedrivningsmaskinerne i Borgergade-kvarteret under filmoptagelserne. "Der var engang en gade" kredser nemlig om selvsamme kvarter, som i efteråret 1956 blev revet ned – og det kunne der være kommet et stykke fint københavnerhistorie ud af.

Synger på sidste vers

Men desværre er kun meget få optagelser reelt fra det oprindelige kvarter. Det meste af filmen er optaget i studie og "synger på sidste vers" i en melankolsk spiral uden ret meget rotation. Filmen er således velment, men primitivt udført – og grundplottet er tilmed urklassisk intrigant oppeppet.

Stikker af til København

Teenagepigen Ditte (Ulla Lock, der var 22, da filmen blev til) er ved at gå ud af sit gode skind over den gammeldags og forstokkede måde, hendes gamle forældre behandler hende på i provinsen. Så da farmand – på opfordring fra moren – svinger Ditte en gevaldig lussing, beslutter pigebarnet at stikke af til København.

Lækkert ungt kød

Her opsøger hun sin tante Albertine Hansen (Lily Broberg), alt imens vaneforbryderen Valdemar Bardetenfeldt (en 70-årig Peter Malberg) og en musikalsk spildsamlerduo (Preben Lerdorff Rye og Karl Stegger) bager på hende. Endelig noget lækkert ungt kød i den nedrivningsmodne Borgergade og omegn...

Kærlighed og venskab i perspektiv

Senere skal Dittes familieliv vise sig at møde twists and turns, der sætter kærlighed og venskab i perspektiv. Og i den djærve danselærer Johny Johansen (Ove Sprogøe) finder Ditte sin store kærlighed (selvom Johny til at starte med er meget påpasselig med ikke at dikkedikke med denne mindreårige pige).

En vis fornyelse

Der er positive tendenser i retning af en vis fornyelse af "lystspilgenren": Filmen er mere ekspressionistisk i sine billedkompositioner (med pletvis flot lyssatte aften/natoptagelser) og har noget mere farve at give af til birollegalleriet. Her er Lerdorff Rye og Karl Stegger uden for deres komfortzone, men trods alt i lidt skævere roller end gennemsnitligt.

På alle tangenter

Peter Malberg er tænkt til at stjæle billedet som vaneforbryder-Valdemar, og han spiller da også på alle tangenter. Desværre uden ret meget elegance, og rollen drukner i tarvelige replikker og tykke lag sminke. Og Ulla Lock er fuldstændig uinteressant som "lillepige"-Ditte.

Ørehænger-titelmelodi

Sven Gyldmarks ørehænger-titelmelodi bliver gentaget talrige gange af makkerparret David og Goliath. En fin lille sang i sig selv, men skambrugt i filmen. Herudover glæder det, at filmen generelt set ikke drukner i underlægningsmusik.