Homicide (1991)

Er dette ikke bare endnu en politi-drabssags-thriller, som vi har set dem så uendeligt mange gange før? På en måde jo, men så alligevel langt fra. For når instruktøren (og ikke mindst manuskriptforfatteren) hedder David Mamet, er man som regel sikret et vist hævet over middel-dejniveau - og det er også tilfældet med "Homicide".

Ikke-rettroende jøde

Her stifter vi bekendtskab med Joe Mantegnas ikke-rettroende, jødiske drabsbetjent Bobby Gold. Han er på vigtige opgaver med makkeren Tim, da han ved et tilfælde havner midt i en drabssag: En ældre jødisk kvinde er blevet myrdet, og fordi Gold er første betjent på åstedet, får han tildelt opgaven.

Betændt affære

Snart befinder Gold sig i en noget betændt, jødisk affære, der bringer ham ud blandt rettroende jøder (og her kommer det også meget uheldigt frem, at Gold vist ikke selv ligefrem er helt uden fordomme over for jøder.)

Mamets væsentlige aftryk

"Homicide" ejer en plotsstruktur, der, trods alle uundgåelige genre-stereotyper og -klichéer, bevæger sig ind ad nye og forførende veje. Dét er et af David Mamets væsentlige aftryk, at han netop afsøger sidespringenes muligheder i en fortærsket grundfortælling.

Storbypuls

Og pulsen i storbyen pumper effektivt som en bagvedliggende nerve, uden at den er visuelt fremtrædende i ret mange af billederne. Hele tiden i et (stort set musik-depraveret) nærvær, der har de enkelte personer og deres situatuon i fokus (selvfølgelig særligt Bobby Golds.)

Ingen decideret gnist

Man kunne have set endnu stærkere skuespil for sig i både de bærende roller og birolllerne - det når aldrig helt dertil, hvor det slår rigtigt gnister, selvom der flere gange er optræk til situationer, hvor rollefigurens (Golds) allerinderste er ved at blive krænget ud.