Homicide (1991)

Er dette ikke bare endnu en politidrabssagsthriller, som vi har set dem så uendeligt mange gange før? På en måde jo, men så alligevel langt fra. For når instruktøren (og ikke mindst manuskriptforfatteren) hedder David Mamet, er vi som regel sikret et vist hævet over middel-niveau – og det er også tilfældet med "Homicide".

Ikke-rettroende jøde

Her stifter vi bekendtskab med den ikke-rettroende jødiske drabsbetjent Bobby Gold (Joe Mantegna). Han er på vigtige opgaver med makkeren Tim Sullivan (William H. Macy), da han ved et tilfælde havner midt i en drabssag: En ældre jødisk kvinde er blevet myrdet, og fordi Gold er første betjent på åstedet, får han tildelt opgaven.

Betændt affære

Snart befinder Gold sig i en noget betændt (og jødisk) affære, der bringer ham ud blandt rettroende jøder (og hér kommer det også meget uheldigt frem, at Gold vist ikke selv ligefrem er helt uden fordomme overfor jøder.)

Mamets væsentlige aftryk

"Homicide" ejer en plotsstruktur, der, trods alle uundgåelige genrestereotyper og -klichéer, bevæger sig ind ad nye og forførende veje. Dét er et af David Mamets væsentlige aftryk, at han netop afsøger sidespringenes muligheder ind i en fortærsket grundfortælling.

Storbypuls

Og pulsen i storbyen pumper effektivt som en bagvedliggende nerve, uden at den er visuelt fremtrædende i ret mange af billederne. Hele tiden i et (stort set musikløst) nærvær, der har de enkelte personer og deres situatuon i fokus (selvfølgelig særligt Bobby Golds.)

Ingen decideret gnist

Der kunne have været set endnu stærkere skuespil i både de bærende roller og birolllerne – det når aldrig helt dertil, hvor det slår rigtigt gnister, selvom der flere gange er optræk til situationer, hvor rollefigurens (Golds) allerinderste er ved at blive krænget ud.