Afskedens time (1973)

Noget så sjældent som en dansk 70'er-thriller: Per Holsts "Afskedens time" har noget andet på hjerte end den gennemsnitlige folkekomedie og dens lumre afstikkere, men desværre fungerer thrilleren kun eksemplarisk i den første halvdel, herefter ryger herlighederne af sporet.

Midaldrende og kasseret

Ove Sprogøes kontorchef Michael Jacobsen bliver i filmens begyndelse fyret og står nu uden fremtid som midaldrende og kasseret. Men dét evner han ikke at fortælle på hjemmefronten. Hans svenske kone (spillet af Bibi Andersson) har - muligvis - et forhold. I hvert fald er hun ikke nærværende. Og de tre børn skal i hvert fald ikke vide noget.

Ingen anden udvej...

Så hvad gør Michael? Han ser ingen anden udvej end at tage sig af dage - og måske skulle han tage de andre med i faldet? Eller er det overhovedet, hvad han overvejer? Er det hele en dagdrøm? Det er hér, filmen kører af sporet ved i første omgang at overskrive alle de gode takter og handlingsmæssigt starte forfra, hvor spændingen før begyndte.

Svaret blafrer i vinden

Således får vi en version #2 og senere også #3 af Michaels kvaler. Spørgsmålet er, om han overhovedet foretager sig noget som helst ud over det almindeligt nedtrykt-sortseende... Svaret blafrer i vinden - også i den meget åbne slutning.

Sadler om

Ærgerligt er det, at "Afskedens time" afviger fra sin både stilrene og overraskende rå genre-tilgang i første halvdel. Der sker et totalt skift, da filmen sadler om - hvilket ikke mindst mærkes på skuespillet, der kammer over i det uklædeligt teatralske.

Den gode del af filmoplevelsen

Hvor Ove Sprogøe i første halvdel er troværdig sammenbidt-determineret, forfalder han snart til både over- og sensationsspil, der matcher "den nye films" let blævrede tone. At lægge replikker som "Du tænker sgu kun med fissen, kælling", "Infame mær... Skal jeg tæve dig... Bliver du våd i bukserne nu?" i Sprogøes mund havde i hvert fald fungeret langt bedre i stilen fra den gode del af denne filmoplevelse.

En uskøn kamp

Bibi Andersson kæmper en uskøn kamp for at brænde igennem som Michaels svenske kone - særligt tåbelig er hendes næsten uforståelige dansk-svenske. De øvrige biroller er meget små og uden ret meget betydning - mest markant aftryk sætter Jørgen Kiil som Michaels arrogante chef.