The Conqueror (1956)

    Den mongolske leder Temujin – senere kendt som Genghis Khan – kæmper indædt mod tatarerne... og for kærligheden.


    FIASKO MED EFTERTRYK

    "The Conqueror" er en (stor)film, som mange kan blive enige om ikke burde have set dagens lys. Ikke alene er produktionen klodset og uden situationsfornemmelse for hverken historiens vingesus eller filmproduktionens skala. Den udstiller også sine skuespillere som lettere idiotiske (og flere fortrød da også bitterligt deres medvirken, heriblandt John Wayne.)

     

    Heftige kampe

    Wayne har skiftet det klassiske westernoutfit ud med sirligt dekorerede 1200-tals-dragter. På de åbne vidder leder han heftige kampe mod tatarerne, samtidig med at han bager på prinsesse Bortai (Susan Hayward).

     

    Stort slået op

    stort, som "The Conqueror" er slået op, falder den også tilsvarende dybere. Det er vanskeligt at fremhæve ret meget positivt ved en filmoplevelse uden jordforbindelse. Pletvis passable kampscener udgør en form for underholdning – hvad den ufrivillige komik ellers primært står for.

     

    Tvivlsom ære

    Produktionen har fået den tvivlsomme ære at rangere blandt alle tiders dårligste film i flere sammenhænge. Og hvad værre er, er filmen gået over i historien som et slags epicenter for cancertilfælde.

     

    Atomforurenet område

    Mange af optagelserne fandt nemlig sted i atomforurenede egne af Utah (samtidig med at man hev tonsvis af selvsamme Utahsand hjem til hollywoodstudieoptagelserne.) Det nærmest absurde faktum er, at næsten 42 % af hele filmholdet udviklede kræft efter filmoptagelserne.

     

    En "historisk" film

    "The Conqueror" er således blevet en historisk film i en helt anden betydning, end epikken ellers lægger op til. Forventeligt støjkontamineret af Victor Youngs svulstige underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1956, USA, Eventyr, Biografi, Historie, Romantik, Bjerge på film, Dyr på film, 111 min.

    Dansk titel: Erobreren
    Instr: Dick Powell Prod: Dick Powell, Howard Hughes Manus: Oscar Millard Foto: Joseph LaShelle, William E. Snyder, Leo Tover, Harry J. Wild Klip: Robert Ford, Kennie Marstella Mus: Victor Young