Money Movers (1978)

    Et australsk pengetransportfirma lider under gentagne røverier. Det næste store røveri skal vise sig at blive planlagt i egne rækker.


    RØVERI PÅ FIRE HJUL

    Blandt den senere Hollywood-gennemslagsduelige australske filminstruktør Bruce Beresfords tidlige hjemlige film finder vi denne ikke uefne pengetransportthriller fra 1978.

     

    Svært at forudsige

    Et firma med speciale i at håndtere kontanter oplever talrige røverier, men trods nye sikkerhedsforanstaltninger skal det helt store røveri snart vise sig svært at forudsige.

     

    Visuel elegance

    "Money Movers" er betagende enkelt skruet sammen. Filmen er visuelt elegant i Donald McAlpines ofte vinklede (og spidsfindigt lyssatte) fotografering. Den er velspillet og rå i sin eksekvering af vold i forbindelse med røverierne. Den er helt fritaget for underlægningsmusik (på nær en meget diminutiv inddragelse af Béla Bartóks koncert for orkester.)

     

    Markante aftryk

    Alt sammen markante aftryk og kvaliteter, der hæver filmoplevelsen over middel. Til gengæld er thrills og action længe om at finde et leje. Det egentlige omdrejningspunkt fikseres først i sidste halve time, hvormed der også bliver for lidt tid til for alvor at engagere tilskueren. Filmen er således for stiv i afviklingen, hvor der er uudnyttet kød på hoved-og birollekaraktererne.

     

    Ungdommelig fortællelyst

    Da Bruce Beresford siden gjorde sin entré på den helt store scene var det med tilskuer- og prisvinderhits som Tender Mercies (1983) og ikke mindst Driving Miss Daisy (1989) – begge film, der i mindre grad er præget af ungdommelig lyst til at eksperimentere med filmmediet. Dén lyst og evne er til gengæld fuldt udfoldet i "Money Movers".



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1978, Australien, Krimi, Action, Thriller, Biler på film, Drama, 92 min.

    Dansk titel: Money Movers
    Instr: Bruce Beresford Prod: Matt Carroll Manus: Bruce Beresford Baseret på: roman af Devon Minchin Foto: Donald McAlpine Klip: William M. Anderson