Sorte Shara (1961)

Fra flere sider beskyldt for at være endnu en omgang Soldaterkammerater, kan denne Sven Methling-krigsdramakomedie næsten kun overraske positivt. Og det gør den også... faktisk er den langt bedre end sit gennemsnitlige omdømme.

Methling stod også i spidsen for hakkedi-hakkedej-"Soldaterkammerater"-ælteriet, men har med "Sorte Shara" noget så luksuriøst som en historie at bygge en film på. Endda virkelige begivenheder i en slags folkekomisk tilsmagt modstandsfilm, i denne sammenhæng dog langt fra så seriøs som Methlings bedste film Der kom en dag (1955).

Det er historien om det lille danske marinefartøj MS1, der svømmer rundt i de idylliske farvande, da krigen kommer til Danmark – nærmere bestemt tyskernes invasion den 9. april 1940. Nu er situationen på vandet pludselig en helt anden, og skibet lægger til ved en lille sydsjællandsk ø. Så kan skibet nemlig blive malet over, så tyskerne med lidt held ikke skyder det i sænk, og hér får den djærve besætning stor hjælp af øens samarbejdsvillige befolkning. Desuden venter diverse lillemødre hjemme, så det er med ikke at komme noget til i søen...

 

"Sorte Shara" har en del til fælles med Dirch Passer/malkeko/øsammenholds/modstands-folkekomedien, Venus fra Vestø (1962), der blev sat i søen året efter med Annelise Reenberg ved roret. Faktisk har de to film en fællestone, nemlig krigstidens folkelige sammenhold – og uanset hvor glansbilledemalet, det måtte forekomme, har det en vis lighed med den form for sammenhold, der ofte opstår under kriser eller andre akutte situationer.

Det er ikke i filmens persongalleri, kimen til det forholdsvis vellykkede komediedrama skal findes. Hertil er de enkelte typer alt for overfladisk tegnede, og tilmed karikerede. Og fri os nu for de evindelige sømandsstereotyper, komplet med vamle forelskelser i dårende skønne havnefrontsblondiner. Ej heller i den til lejligheden skrevne vuggevise, altså i bølgen blå, blandt matroser og styrmænd. Ib Glindemanns underlægningsmusik har omvendt et internationalt format og emmer af kriminaldrama, ikke helt i tråd med filmens udstråling, men i sig selv fin musik, der ikke er overstrøet.


At filmen har meget lidt lighed med "Soldaterkammerater"-serien manifesteres i høj grad af den professionelt udførte og temmelig spændende slutsekvens, hvor den djærvt besatte danske båd skal undvige nazisternes projektør. Herefter afvikles det hele dog alt for hurtigt, typisk for mange af tidens film, der ikke gav sig tid til perspektiveringer. Christoffer Bro debuterer her i sin første større filmrolle som Ole.