Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)

    Tilbage på trolddommens skole oplever Harry Potter og hans venner ganske store eventyr.


    FASCINERENDE EFFEKTMAGERI

    Sammenhængende film:
    Harry Potter and the Sorcerer’s Stone (2001)

    Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002)
    Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)
    Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)
    Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

    Den tredje film i serien om drengen med de magiske evner er mindst ligeså energisk og underholdende som sine forgængere. Med om muligt endnu flere fortryllende effekter og i et tempo, der næsten kan give åndenød, føles 2½ time ikke af særligt meget.

    I sit rette element
    Harry Potter (Daniel Radcliffe) vender tilbage til skolen efter en ubehagelig pause, hvor han igen har været nødt til at udholde sin skrækkelige papfamilie. Tilbage på skolen kommer han hurtigt i sit rette element, omgivet hovedsagligt af venner, men også truet på livet af nye fjender, som han knap nok kan overkomme. meget ondskab rummer de, at de nær tager livet af ham.

    Underholdning uden afbrydelser
    Der er ubeskriveligt meget drøn på dette eventyrlige drama. Ikke alene underholder den finurlige historie uden afbrydelser, der ligger i filmens tekniske finesser også en så stor kilde til betagelse, at tid og sted glemmes.

    Overbevisende effektmageri
    Effektmageriet er udført fuldt ud overbevisende, men det er kun takket være den velafbalancerede parring med flotte billeder af den virkelige verden, at de mange tryllerier ikke tager overhånd. De mindste tilskuere skal afgjort have en at holde i hånden, for selv granvoksne tilskuere kan ikke undgå at få gåsehud, når det mest uhyggelige brager frem.

    Sprudlende 3’er
    De unge skuespillere er blevet lidt ældre, men det generer ingenlunde historien. Det vigtigste er, at skuespillets kvalitet stadig er høj, og det er mere end tilfældet i denne tredje og måske allermest sprudlende af Harry Potter-filmene indtil nu.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025