Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)

Sammenhængende film:
Harry Potter and the Sorcerer’s Stone (2001)

Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002)
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)
Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)
Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Endnu engang imponerer Harry Potters utrolige univers, der – i hvert fald indledningsvis – genskabes med stor overbevisning på det store lærred. Og ganske længe holder også denne fjerde film i serien niveauet, som vi er blevet forvænt med fra de foregående tre film.

Hæsblæsende åbning

Efter omtrent en times hæsblæsende spænding, begynder filmen dog at miste grebet betydeligt om begivenhederne: Det tunge og mørke plot lider ganske enkelt druknedøden. Det må skyldes, at instruktør Mike Newell ikke har formået at begrænse effektmageriet til et tåleligt niveau, og filmen udvikler sig til en sand hvirvelstorm af blink, blus og bang.
 

Livsfarlig trekamp

Harry Potter (Daniel Radcliffe) bliver udvalgt som en af tre deltagere i en særdeles livsfarlig "trekamp", der bringer ham i direkte dyst mod en drage, dybt under vand og gennem en "interaktiv" labyrint. Imellem disse prøvelser bliver der tid til lidt socialisering på skolen, og Potter fatter så småt interesse for eleverne af modsat køn.

Fantastiske effekter
Special effects er i særklasse fabelagtige: Særligt Potters kamp mod den store drage i filmens første del er hårrejsende godt skruet sammen. I takt med at filmen puster sig op mod sit vældige klimaks, mister også effekterne dog noget af deres pondus. I det hele taget bliver det svært at holde interessen fanget.

Dyster og destruktiv historie

Det er ikke i sig selv noget problem, at historien i denne fjerde film er dyster og destruktiv. Men det er et problem, at filmens fortolkning af bogens univers bliver så tætpakket i Hollywood-animationer og lydeffekter. Det tager virkelig meget af charmen, og alvoren i bogen bliver markant mere klichéfyldt på filmlærredet i kraft af det proppede virvar.
 

Halvvoksen Harry

Daniel Radcliffe er nu blevet en halvvoksen gøgeunge, stemmen er gået i overgang, pigerne er blevet andet end bare statister – og dermed mister Harry Potter som både dreng og univers også noget af dén uskylds charme, der var så herlig i de første film.

Spil på sterotyper
Det bliver tydeligt, at Radcliffe bestemt ikke er noget stort skuespillertalent, og han spiller udelukkende på en række stereotyper, som han har tildelt rollen gennem rækken af film – i form af mimik og diktion. Mange steder falder han decideret igennem med en manglende kunnen ud i skuespillets kunst.
 

Ikke nogen, der træder i karakter

Samme problem gør sig i øvrigt gældende med de øvrige unge roller: Her er ikke en eneste, der træder i karakter. Filmen baserer hele sin udstråling på effekterne, og rollerne er som sådan blevet overflødiggjort.

Næsten flytbare figurer

Potter og co. fremstår næsten kun som flytbare figurer. Deres roller er i det store og hele begrænset til nødvendige facader i effekthavet. Mørket overtager filmen fuldstændig, og det er på bekostning af den velkendte humor. Dén er der ikke længere plads til, hvilket yderligere fjerner charme og nuance fra historien.