Tender Mercies (1983)

Prisoverdynget countrymusikdrama, der bedst kan beskrives som en steril filmoplevelse. Gansk vist er Oscar- og Golden Globe-vindende Robert Duvall udmærket i rollen som ekscountrysangeren Mac Sledge, men noget helt fantastisk er der ikke at sige om præstationen.

Meget, meget lineær

Historien er meget, meget lineær og tilmed uden nogen former for kant i udviklingen: Alkoholiseret, selvdestruktiv eksmusiker får ved et tilfælde en ny chance hos udkantsmotelejeren Rosa Lee, der klarer sig til dagen og vejen med sin lille søn.

Tilbage til musikken?

Snart er de tre sammensmeltet, og sønnike har fået en ny far - hans biologiske af slagsen røg i svinget i Vietnamkrigen. Nu, hvor Mac har fået styr på hormonerne, så kan det jo være, at han kan overtales til at vende tilbage til musikken..?

En drøj oplevelse

"Tender Mercies" er trods sine blot halvanden times spilletid lidt af en drøj oplevelse. Det udtalte underspil gør sig gældende både i stil og spil - her er bare ikke mange udsving, andre end dem, som Mac gennemlever i sin status fra forsumpet til nydøbt og nygift.

Kedlerne ikke i kog

Det ville under "normale" omstændigheder kunne være en stor force, at kedlerne aldrig kommer i kog, men i mødet med Bruce Beresfords film bliver det mere end noget andet en turn off. Er man til countrymusik, vil de ømme dur- og molakkorder sikkert trække op i regnestykket. Ud over musikken i handlingen optræder også originalmusik af George Dreyfus.

Ude af balance

I øvrigt er lydbilledet ude af balance, desværre. Når filmen finder sine oaser i naturen (bl.a. i kraft af motellets meget øde beliggenhed) er det som regel konstant ledsaget af en overstyret "vind over øde sletter"-piften, der kører i loop uden nogen form for selvkritik.