Alex Strangelove (2018)

Giv denne tilsyneladende sødladne homo-romcom en chance. Der er nemlig mere mellem hovedrollekarakteren Alex Trueloves (lidt for) glatbarberede kinder og jord.

Dikkedik på briksen...?

Truelove (Daniel Doheny) er en forvirret gymnasiedreng, der tilsyneladende har styr på sit liv. Ikke mindst, da pigevennen gennem flere år – den søde Claire (Madeline Weinstein) – efterhånden bliver hans kæreste. Og dog: Det dér med dikkedik på skibsbriksen har de vist ikke prøvet endnu – og hvorfor mon?

Stort opslået bolledate

Da Alex møder den rolige og afklarede Elliot (Antonio Marziale), er der – vistnok – dømt kærlighed ved første blik. Men det er meget svært for Alex at erkende, at han er homo... så han vil hellere forcere en blandt gutterne stort opslået bolledate med Claire på et hotelværelse. Mon dét går godt?

Rørende historie

Hvor, instruktør og manusforfatter Craig Johnson lykkes med sine mainstreambetragtninger, er i de små nuancer: Det dødsdømte forhold mellem Alex og Claire er klart filmens mest nuancerede og rørende historie. Ikke mindst fordi Madeline Weinstein her flot formår at identificere sig med rollens skisma.

Akavede krumspring

Også alle de akavede krumspring for "homodreng, der vil være hetero for enhver pris" rummer mange fine betragtninger, hvor pinlighederne emmer af ægthed. Mere lala-glat og uden bid er forelskelsen mellem Alex og Elliot: Det bliver simpelthen for glansbilledepræget, selvom der er bump på vejen.

Masser af popsange

Rigelige mængder af popsange (= 35 stk.) sætter "skub" i den i forvejen meget let forståelige fortælling, så filmen udvikler sig reelt til sødt med sødt på (særligt i den overstyrede slutning). Men filmen efterlader alligevel et lille smil på læberne.