De forbandede år (2020)

    En succesrig dansk familie mærker på egen krop og sjæl, hvad det vil sige, da tyskerne invaderer landet 9. april 1940.


    STRØMLINEDE HISTORIETIMER

    + PLUS: ikke meget musik | visuelt flot
    -MINUS: spil | forudsigelig | konturløs

     

    27 år efter perle-Gustav Wied-filmatiseringen Sort høst (1993) (og 21 år efter den mindre kendte, timelange og glimrende kortfilm Seth (1999)) er Anders Refn tilbage i chef-instruktørstolen - med første del af den store saga om familien Skovs op- og nedture under tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.

     

    En række svære valg

    Jesper Christensen er en succesrig forretningsmand, og han må således træffe en række svære valg, da tyskerne besætter landet 9. april 1940. Det samme gælder hans kone, hans børn og andre i hans omgangskreds. Nogle vælger den "rigtige" side, andre træder i nazireden med samlede ben.

     

    Tamt og sjælløst

    Lad det være sagt med det samme: "De forbandende år" ejer ikke meget af Refns tidligere tæft for hverken stil eller personinstruktion. Snarere forekommer storfilmen at være et tamt og sjælløst udført (bestillings)arbejde, der nok er ambitiøst i sine dyre rammer, men som ikke bider ret meget fra sig.

     

    Konturløst

    Skuespillerne er overordnet stive i betrækket, diktionen oplæsende over en bred kam, scenografien er flot, men konturløs. De mange besættelsestidstyper har vi set før - og bedre - portrætteret, og det er derfor svært for "De forbandende år" at nå ud over rampen.

     

    Strømlinet ned i mindste detalje

    Det er strømlinet ned i mindste detalje og alt for perfekt til at blive vedkommende, og så hjælper det heller ikke, at alle begivenheder falder fuldstændig, som man har forestillet sig det ved at læse filmens handlingsresumé inden start. Et markant plus er den meget diminutive anvendelse af underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020