Dancer in the Dark (2000)

Lars Von Trier fulgte hér op på sit internatiole – og mesterlige – gennembrud med Breaking the Waves (1996). Endnu engang en rystende intens, barsk og stærk filmisk fortælling, der prompte borede sig fast på nethinden, uden at give slip på sin tilskuer.

En svær øjensygdom
"Dancer in the Dark" er historien om den unge tjekkiske kvinde Selma Jezkova (Björk), der er flyttet til USA i et forsøg på at skrabe penge sammen til en øjenoperation. Det er Selmas søn Gene (Vladica Kostic), der er ved at blive blind. Han ved det bare ikke selv.

Hænger i en tynd tråd
Selma er allerede selv stærkt synshandicappet, og hendes arbejde på en lille fabrik hænger derfor i en meget tynd tråd. Men hun kæmper alligevel videre med sin særlige seje stædighed, for hver en cent tæller i hendes opsparing.

Hjertelighed på overfladen
Selma og Gene bor til leje i en husvogn hos politibetjenten Bill Houston (David Morse) og dennes kone. Forholdet er hjerteligt og oprigtigt, indtil Selma en aften betror Bill sin hemmelighed. Bill døjer selv med frygtelige samvittighedskvaler, da han ikke kan få økonomien til at hænge sammen, mens konen tror, han har en stor arv at tære på. Selvom det er hans hjerte meget imod, øjner Bill alligevel chancen, da han ser, hvor Selma gemmer alle sine opsparede kontanter...

Trier-spidsfindigheder
Udover de Lars von Trier-karakteristiske rystet-håndholdte billeder rummer "Dancer in the Dark" også andre tekniske spidsfindigheder, der giver filmen en ganske særlig status i det mægtige filmocean.

Dans i en drømmeverden
Indimellem bryder den sårbare, men konsekvente Selma nemlig ud i sang og dans. Hendes store lidenskab er musicals. I dagligdagen forhindrer hendes synshandicap hende i selv at danse, men i drømmeverdenen er det noget helt andet. Hér kan hun det hele, og midt i den tragiske og håbløse situation ser hun sig selv hoppe syngende rundt – i flot koreografi.

Dansante sekvenser
Teksterne til hendes sange er dagligdagens dialoger i banale rim – det tragiske bliver for en stund til idyl, hvilket understreges af, at von Trier vælger knivskarpe billeder med stationært kamera i disse dansante sekvenser. Tilbage i "virkeligheden" filmes der atter rystet og med det efterhånden karakteristisk mudrede "Trier-filter".

Flotte musical-sekvenser
Musical-sekvenserne er utroligt flot og raffineret flettet ind i den rå og ubarmhjertige historie. Netop dét, at danseriet foregår i Selmas fantasi, gør, at det lettere kan accepteres som et utroligt stærkt virkemiddel, der skaber store kontraster.

Præstation med føling
Björk spiller vidunderligt. Det er næppe muligt at forestille sig en mere naturlig, ægte og indfølt præstation. I en rolle af denne kaliber, der så afgjort hører til blandt sværvægterne, begår debuterende Björk sig virkelig flot.

Velafbalanceret
I de mindre roller hersker velafbalanceret skuespilkunst: Catherine Deneuve som forstående veninde, David Morse som den splittede Bill, Peter Stormare som Selmas tålmodige "kæreste". Stellan Skarsgård, Udo Kier, Jean-Marc Barr og Paprika Steen, der alle har medvirket i andre af Triers tidligere film, dukker op i små roller.

Musikken som handlingselement
Musikken står flot og udtryksfuldt til de stilfulde musicalscener – hvad enten, man bryder sig om Björks musik eller ej, må man give efter: Filmens mange udtryk har for stor magt til, at man kan begynde at rynke på næsen ad musikken.