Three Days of the Condor (1975)

    En læsenørd ansat ved CIA finder alle sine kolleger døde. Nu må han sno sig for ikke at blive likvideret.


    VELOPLAGT THRILLER

    + PLUS: stemning | locations | spil | ikke meget musik
    -MINUS: enkelte plotudviklinger

     

    Overordentlig veloplagt og letforståelig thriller, der ellers flirter med et både mystisk og snørklet plot: Robert Redfords Turner er en usædvanlig CIA-agent. Han lever af at læse og finde mulige sammensværgelser eller konspirationsteorier i snart sagt alt, der indeholder tekst.

     

    Benene på nakken

    Men da han en dag vender tilbage til kontoret i det centrale New York, finder han alle sine kolleger myrdet. Nu gælder det om at tage benene på nakken og holde hovedet koldt. For hvem er det muligt at stole på? Ingen skal det vise sig, men heldigvis tager han en godhjertet kvinde som gidsel.

     

    Blød agent må blive hård

    "Three Days of the Condor" lukrerer på en veltimet tongue-in-cheek-tilgang til spiongenrens muligheder og faldgruber. James Gradys romanforlæg lader CIA-agenten være alt andet end typisk, og i rollen som bogorme-agenten Turner, der pludselig må blive hård og kontant blomsterer Robert Redford virkelig.

     

    Lækker og håndgribelig

    Inddragelsen af særligt New York (men også til dels Washington) gør filmoplevelsen lækker og håndgribelig, og så er det mystiske slet ikke så overfortalt, som genren ellers ofte byder op til. Her er Faye Dunaways ufrivillige heltinde med til at menneskeliggøre Turnes rolle som hund i et spil kegler. Forholdet, som de to udvikler, er i øvrigt ikke helt troværdigt skildret.

     

    Typisk Grusin-underlægning

    Dave Grusins stiltypisk jazzede underlægningsmusik dukker kun op i mindre blokke og bliver således aldrig et generende virkemiddel. Max Von Sydow er ikke helt kedelig som lejemorderen, som det - med lidt held - er muligt at lokke et smil af.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1975, USA, Thriller, Drama, Mystik, 117 min.

    Dansk titel: Tre døgn for Condor
    Instr: Sydney Pollack Prod: Stanley Schneider Manus: Lorenzo Semple Jr., David Rayfiel Baseret på: roman af James Grady Foto: Owen Roizman Klip: Don Guidice Mus: Dave Grusin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AAN - Bedste klipning
    • GG-N - Bedste film