Jojo Rabbit (2019)

Her er et helt grotesk eksempel på, hvordan masserne (mangedobbelt prisvindende- og nomineret) falder i svime over et filmprodukt, der grundlæggende er så smalt og skævt, at det egentlig burde gå under radaren. Det er jo i sig selv ikke helt dumt: Problemet er bare, at "Jojo Rabbit" er en fuldstændig hysterisk overstyret fortælling, der ikke kender sin besøgelsestid.

En jødisk pige i skunken

10-årige Jojo trives i Hitlerjugend under 2. verdenskrig. Det er alle tiders fællesskab, og uniformen er lækker. Jojo sætter alt ind på at blive populær i gruppen, men den helt store udfordring kommer, da han erfarer, at hans mor skjuler en jødisk pige i skunken ovenpå.

Set uendelig meget bedre

Hold kæft, hvor har vi bare set dette "problematisk" komisk vinklede blik på nazismen og dens mange spøgelser uendelig meget bedre. Ikke mindst i Roberto Benignis naivt-nuttede La vita è bella (1998) og i nyere tid i den smægtende vellykkede tyske Er ist wieder da (2015).

Sanselig voldtægt

"Jojo Rabbit" er mest af alt en sanselig voldtægt, der skifter retning og delstil efter forgodtbefindende. For selvom tonen helt overordnet er farcens, vil filmen også frygtelig gerne være både (melo)dramatisk, sanselig, tankevækkende, dybsindig og provokerende. Ingen af delene lykkes.

Fesen og forvirrende

Resultatet er en fesen, forvirrende og komplet overstadig affære, der har sine små momenter i det evindeligt farvestrålende eventyrunivers, men som fiser fuldstændig ud med et par kedelige luftbobler som en prut i et badekar - ledsaget af massivt tilstedeværende underlægningsmusik.