1917 (2019)

    To unge soldater får en mission under 1. verdenskrig. Hvis de når frem i tide, kan de redde flere tusine menneskeliv. Meget er på spil.


    FLOT OVERFORTÆLLING

    Udvalgte film fra 2010'erne med ekstremt dominerende underlægningsmusik:

    Dunkirk (2017)

    Summer of 84 (2018)

    1917 (2019)

     

    Nogle gange ville det for alvor være ønskeligt, at man som tilskuer havde valgmuligheden: MUSIK ON/OFF. For i tilfældet "1917" trækker Thomas Newmans ekstravagant kvælende underlægningsmusik filmoplevelsen meget ned, at det er decideret grufuldt (ligesom vi oplevede det med søsterkrigsfilmen Dunkirk (2017).)

     

    Fejende flot

    Det tager to stjerner fra en ellers mastodontflot krigsfilm, der i de øvrige fortællefacetter i dén grad kender sin besøgelsestid. Indimellem skal man nemlig huske at knibe sig selv i armen over den fejende flotte fotografering og det sublime produktionsdesign. Begge stærke facetter, der tilfører "1917" mængder af 1. verdenskrigs-autenticitet.

     

    Blod, sved og tårer

    Vi befinder os – afledt af filmens titel – ikke overraskende midt under 1. verdenskrig. Her får to unge soldater en mission, der med lidt held kan redde flere tusinde brodersoldaters liv. Hvis de når på tværs af den farefulde slagsmark i tide vel at mærke. Og dét kræver sine mænd samt blod, sved og tårer! I denne i bund og grund hovedløse mission falder manuskriptet lidt for ofte i en melodramatisk skyttegrav.

     

    Filmet i ét take

    En ikke ubetydelig fascinationskraft ved "1917" er det uortodokse (og mest af alt opmærksomhedssøgende) fortællemæssige greb at fortælle hele filmen i én lang scene. Altså uden klip og i princippet optaget ud i én køre. Det giver filmen et særligt hér og nu-element, der i de mest vellykkede scener indrammer krigen foruroligende stærkt.

     

    Musikken som dræber

    Spillet er pænt og fuld af indlevelse i krigens rædsler. Hvad, der står allerstærkest efter filmen, er de slet og ret sublime scenografiske opbygninger af skyttegrave og ruiner. Tænk, hvor overvælende mesterlig "1917" kunne have været, hvis musikken havde været helt udeladt eller som minimum barberet ned med 75 %.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2019, Storbritannien, Krig, Krigsdrama, Drama, Action, Historie, Fly på film, 119 min.

    Dansk titel: 1917
    Instr: Sam Mendes Prod: Pippa Harris, Callum McDougall, Sam Mendes, Brian Oliver, Jayne-Ann Tenggren Manus: Sam Mendes, Krysty Wilson-Cairns Foto: Roger Deakins Klip: Lee Smith Mus: Thomas Newman
    Priser
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Bedste lydmix
    • AA - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste makeup
    • AAN - Bedste lydklipning
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste musik
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste musik