Stille dage i Clichy (1970)

Man er ikke provokatør for ingenting, og hver gang man kommer i nærheden af et kunstværk begået af Jens Jørgen Thorsen er man da også forberedt på lidt af hvert. Således også i mødet med "Stille dage i Clichy" - Thorsens første forsøg som spillefilmsinstruktør.

En tidlig advarsel

Allerede inden filmen går i gang lyder en kvindestemme advarende, at indholdet kan virke stødende på nogen, og at man - hvis man ikke magter dette - kan forlade biografen nu og få pengene tilbage. I det herrens år 1970 var denne svada en velovervejet salgstale, for det var netop hér, den erotiske og (soft)pornografiske bølge begyndte at rulle i forbindelse med frigivelsen af billedpornografien året før.

Masser af kusse, samleje og vulgær tale

Det er ikke gået provokatøren Thorsens næse forbi, og timingen i tilblivelsen af "Stille dage i Clichy" sikrede således filmen et stort publikum. For her er masser af kusse (ja, CUNT er et af de vigtigste "handlingselementer" i filmen), masser af samleje og masser af vulgær tale.

En slags kortfilmskavalkade

Dybest set fremstår filmen som en slags kavalkade af kortfilmede strøtanker om begær og hæmningsløshed - komplet med skrift på lærredet. Thorsen udtalte selv, at han følte, han havde ramt en slags sammensmeltning mellem eksperimental- og fiktionsfilm - men der er ikke meget handling på banen, snarere tværtimod: Rendyrket og (selv)bevidst dekonstruktion.

Bevidst grimt

Klipningen er "tilfældig" (igen helt bevidst grim og meningsløs), fotograferingen rodet, om end stilren i Jesper Høms velvalgte sort/hvide elegancer, skuespillet har svære kår i det springende og primært sensationssøgende manuskript (der er baseret på romanen af Henry Miller).

Alenlange bollescener

Bollescenerne er alenlange og ejer ikke for 1 øre sexappeal, og så er der skruet konstant op for den øresønderrivende underlægningsmusik hele filmen igennem. Når ikke "Country-Joe" agerer musicerende fortællestemme er her nemlig så al rigelig (skinger) musik, primært jazz.