Helle for Lykke (1969)

Meget farvestrålende, men tilsvarende hyperventilerende dansk komedie, der aldrig finder hvile eller ståsted. Vi følger det meget hurtigt sammensmeltede par Lykke (Helle Hertz) og Poul (Peter Bonke). De forelsker sig – og i løbet af kort tid skal de også giftes. Men går det hele i virkeligheden alt for hurtigt?

Teatralsk ud i alle porer

Finn Henriksens manuskript baserer sig på hørespillet "Lykkens brudgom" af Peter Albrechtsen, og fra første replikveksling ved søerne i København vælter det teatralske da også ud af alle tænkelige porer. Det er et åg, filmen aldrig ryster af sig.

Tangerer det farcehysteriske

Samtidig tangerer begivenhederne i eskalerende grad det farcehysteriske, kulminerende i en alenlang bryllupsfest, der afholdes på Lykkes gogo-dansearbejdsplads. Her lines birollegalleriet for alvor op, men det er kun Karl Stegger, der holder facaden og præsterer afmålt og elskeligt som Lykkes madglade far i lejet smoking.

Søger hele farvepaletten

Helt i tråd med samtidens frisind, kønsrolleopgør og seksuelle revolution søger "Helle for Lykke" hele farvepaletten. Men langt det meste af farveladen tværes ud i ukendelige blandinger, hvor både spillere, frisind og potentielle kærlighedsperspektiveringer drukner totalt. Bent Fabricius-Bjerre har begået et djærvt hovedtema. Herudover søsættes det (ligegyldige) diskoteksorkester fra Storbritannien Day of Phoenix – og de får endda lov til at servere en groovy udgave af brudevalsen til sidst i filmen...!

Replikker, der læses op

Biroller, der falder helt igennem, er blandt andre Erik Wedersøe som den evigt kærligheds-selvmordstruede Karl. På hovedrollefronten brænder hverken Helle Hertz eller Peter Bonke igennem. Det mærkes tydeligt, at replikkerne mere end noget andet læses op (direkte fra hørespillets teatralske tordenkile).